Tyverier

Tyven stjæler din identitet fra skraldespanden

Identitetstyveri stjæler både tid, penge og tryghed

Mange af os smider personlige papirer direkte i skraldespanden, og gør det dermed nemt for uhæderlige personer at få fat i vores personlige oplysninger. Arkivfoto: Iris/Scanpix
Mange af os smider personlige papirer direkte i skraldespanden, og gør det dermed nemt for uhæderlige personer at få fat i vores personlige oplysninger. Arkivfoto: Iris/Scanpix

HELE LANDET: Det er sjældent aviscontaineren eller skraldespanden, vi bekymrer os om, når vi tager af sted hjemmefra. Men det kan være risikabelt at lade være.

En ny undersøgelse som YouGov har foretaget for If Skadeforsikring viser, at det ved hver sjette danske husstand vil være muligt at trække personlige papirer med CPR-nummer på direkte op af en ulåst aviscontainer eller affaldssæk.

Størst sandsynlighed er der hos de 18-24-årige, hvor næsten hver fjerde oplyser, at personlige papirer, som eksempelvis kontoudtog, lønsedler og årsopgørelser, ryger direkte ud med skraldet uden så meget som at blive revet over.

Stort omfang

Mere end 70.000 danskere oplever ifølge If hvert år at få deres personlige oplysninger misbrugt, hvor andre optager lån, køber dyre forbrugsgoder eller får lavet falske betalingskort, kørekort og pas i deres navn. Og en lidt for lemfældig omgang med navn og komplet CPR-nummer øger risikoen for identitetstyverierne.

- Alle, der har oplevet identitetstyveri ved, at det er voldsomt krænkende og tidskrævende, at andre så at sige bryder ind i deres liv. Og selv hvis det lykkes dig at overbevise kreditorer og myndigheder om din uskyld, kan du reelt ikke vide, om problemet vil fortsætte med nye rykkerskrivelser dagen efter. Det kræver et nyt CPR-nummer, og det har man hidtil ikke haft mulighed for at få, siger Birgitte Ringbæk, presseansvarlig i If Skadeforsikring.

Kræver kun frækhed

Der findes flere steder og måder, personer med onde hensigter kan opsnappe CPR-numre, men i flere tilfælde kræver det særlige forudsætninger at udregne et komplet CPR-nummer.

- Det særligt opsigtsvækkende ved undersøgelsens resultat er jo, at det ikke handler om hackere eller personer med særlige matematiske evner, som kan regne sig frem til andres CPR-nummer. Når man potentielt kan tage et komplet CPR-nummer op af hver sjette private skraldespand eller aviscontainer, kræver det reelt ikke andet end frækhed, siger Birgitte Ringbæk.

Hun opfordrer til at rive personlige papirer over så mange gange, at man ikke kan se CPR-nummeret og smide stykkerne ud i en lukket skraldepose eller aflåst papircontainer.

/BLM/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden