Tyveribagmand fængslet
En 32-årig mand fra Hviderusland fængslet i fire uger sigtet for omfattende butikstyverier
Opdateret 03. oktober 2013 kl. 13:13
HANSTHOLM: Efter et grundlovsforhør torsdag formiddag blev en 32-årige mand fra Hviderusland fængslet i fire uger sigtet for omfattende butikstyverier.
Dermed mener Midt- og Vestjyllands Politi at have fat i bagmanden bag et stort antal butikstyverier, som er blevet udført af asylansøgere med base i Hanstholm.
Mistanken mod manden kom via et tip om at han havde sendt mange og tunge pakker til sit hjemland og det lykkedes politiet at få stoppet to af dem.
- I hvert fald en del af indholdet viste sig at være tyvekoster fra butikker i både Thy, Struer og Lemvig, fortæller Christian Toftemark Jørgensen fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Det drejer sig om over 50 tyverier, som menes udført af både manden selv, men især af andre asylsøgere.
Den 32-årige søgte sammen med sin familie om asyl i marts 2012, men fik asylsagen afvist i juli i år. De bor dog stadig i en lejlighed med tilknytning til asylcentret i Hanstholm.
- Asylcentret har været særdeles samarbejdsvillig i forbindelse med opklaringen af sagen, fortæller Christian Toftemark Jørgensen.