U16 bliver endnu mere mesterlige
Støvring IF’s U16-drenge rykker op fra Mesterrække 2 til Mesterrække 1
STØVRING: U 16-drengene fra SIF Fodbold i Støvring er klar til forårets Mesterrække 1.
De skulle blot bruge yderligere ét point i de tre sidste kampe i Mesterrække 2 for at blive kredsvindere og sikre sig billetten til forårets Mesterrække 1, og de sikrede sig det attraktive adgangstegn allerede i første forsøg i tredjesidste spillerunde søndag eftermiddag hjemme mod Farsø/Ullits IK.
5-0 efter 1-0 ved pausen blev slutcifrene, og SIF-spilleren Mads Søndergaard scorede et ægte hattrick ved at lave hjemmeholdets tre første mål.
Det blev 4-0 på et hovedstød af Marcus Skovhus Pedersen, og med fem minutter igen cementerede kaptajnen Asger Bundgaard Nielsen SIF-sejren med en fuldtræffer på et langskud.
- Jeg er stolt af de her drenge. Otte sejre på stribe i U16 Mesterrække 2 og en samlet målscore på 27-5. Det er godt gået, og jeg under dem virkelig den her triumf. De har - og det gælder også andetholdsspillerne i truppen - trænet godt og arbejdet fint hen imod det her, siger U16-cheftræner i SIF Fodbold Lars Henrik Ovesen.
Og efter sidste pift i dommerens fløjte var der da også sejrssange, den med ”U-U-Ubesejret - vi ligger nummer ét” var populær og blev krydret med tre flasker champagne fra klubben, og bagefter var der sodavand til spillerne i klubhuset.
SIF-truppen mod Farsø bestod af Anders Dupont, Sebastian Meyer, Mads Munk Nielsen, Magnus Ravn, Oliver Vinther, Asger Bundgaard Nielsen, Frederik Pind, Marcus Skovhus Pedersen, Mads Søndergaard, Patrick Davidsen, Rasmus Brendborg, Jonas Jacobsen, Mads Borup Steen og Jonathan Fog.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.