Ubekymrede indkøbsrejsende
Norsk bekymring for kvaliteten af dansk svinekød er ikke slået igennem til kunderne i Hirtshals
Bekymring i dagligvarekæde
Problemet med antibiotika-resistente stafylokok-bakterier, MRSA, i danske svinebesætninger er kommet i fokus i Norge efter at landets største aktør i dagligvarebranchen, NorgesGruppen, har meddelt, at man vil foretage en særlig vurdering af svinekødet fra Danmark.
- Antibiotikaresistente bakterier er noget, som bekymrer os, men i denne sammenhæng lægger vi stor vægt på signalerne fra Mattilsynet som siger, at det er trygt at importere svinekød fra Danmark.
- Trods den besked, vil vi foretage vor egen vurdering af import særligt af svinekød fra Danmark. Niveauet af antibiotikabrug i dansk svinehold er bekymringsfuldt højt, siger Bård Gultvedt, direktør for næringspolitik og myndighedskontakt i NorgesGruppen, til den norske avis Dagens Næringsliv.
- Når kæden vil vurdere importen, betyder det, at den vil vurdere om det er mulig at købe svinekød fra andre lande med lavere niveau af antibiotikabrug i stedet, siger Bård Gultvedt.
Vurderingen vil ske til efteråret.
Carl Christian Lunden undrer sig lidt over meldingen.
- Hvorfor så kun Norge? Norgesgruppen er samme kæde, der ejer blandt andet SuperBest i Danmark, bemærker han.
Kæden blev i oktober sidste år af konkurrencemyndighederne godkendt som majoritetsejer af den danske supermarkedsgigant Dagrofa, der blandt andet omfatter SuperBest, Spar-kæderne, og Kiwi.
Hvis kunderne hos slagter Winther spørger til MRSA, har butikken informationsmateriale klart:
- Vi udleverer en kopi af en information fra Landbrug og Fødevarer, hvor danske og udenlandske fagfolk fastslår, at MRSA kan smitte fra svin til svin i stalden, men ikke fra kød til menneske.
Og så kan vi høre nogle af vore kunder bemærke, at danskerne jo tilsyneladende fortsat lever i bedste velgående, tilføjer Carl Christian Lunden.
Svær kamp mod MRSA
Dyrlæge Poul Bækbo, der er chef for afdelingen for Veterinær Forskning og Udvikling i Landbrug og Fødevarer vurderer, at det bliver meget vanskeligt for den norske dagligvarekoncern NorgesGruppen at undgå at sælge svinekød med de antibiotika-resistente stafylokok-bakterier, MRSA.
I Danmark er der sat et forskningsprojekt i gang med henblik på at afdække MRSA-bakteriens spredningsveje-
- Man skal undersøge, om yderligere hygiejnetiltag kan medvirke til at begrænse udbredelsen af smitten endnu mere, siger Poul Bækbo.
Det er ikke kun i Norge, at man er bekymret over mængden af MRSA-bakterier i dansk svinekød.
I Sverige har en række butikker taget svinekød fra Danmark ud af køledisken af flere årsager, blandt andet indholdet af multiresistente bakterier, men også dyrevelfærd og overdreven brug af antibiotika.
Fakta
MRSA står for Methicillin Resistente Staphylococcus Aureus methicilinresistente stafylokokker.
De er resistente overfor en række antibiotika, herunder meticillin, som ellers er standardbehandlingen mod stafylokokker. Stafylokokinfektioner – herunder infektioner med MRSA - forårsager hvert år ca. 350 dødsfald i Danmark.
I perioden 2012 til og med maj 2014 er i alt fire personer døde af den særlige type MRSA CC398, oplyser Sundhedsstyrelsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.