Ubudne gæster hos ældre kvinder
Den ene kom ind under påskud af, at han ville tjekke kvindens radiator
To ældre kvinder i Vesthimmerland fik i går besøg af kriminelle elementer - med bare 12 minutters mellemrum. Den første episode fandt sted på Limfjordsvej i Løgstør, hvor en ældre kvinde kl. 15.50 blev kontaktet af en person, der hævdede, at han skulle tjekke kvindens radiatorer. Aldrig så snart var manden dog kommet inden for døren, før han låste sig inde i kvindens soveværelse, og dét fandt kvinden - i sagens natur - noget mistænkeligt. Hun gav sig derfor til at hamre på soveværelsesdøren, indtil manden kom ud igen - og umiddelbart ser det ikke ud til, at den falske radiator-kontrollant fik noget med sig i skyndingen. Klokken 16.02 - altså blot 12 minutter efter dramaet i Løgstør - vendte en ældre kvinde hjem til sin bopæl på Borregårdsvej i Overlade. Blot for at konstatere at en ubuden gæst stod og rodede i hendes skuffer. Med ord og fagter lykkedes det til sidst kvinden at få den mistænkelige person gennet ud af huset, men efterfølgende kunne hun konstatere, at manden både var forsvundet med kontanter og øreringe. Himmerlands Politi kan ikke med sikkerhed sige, at der er en sammenhæng mellem de to episoder på Løgstør-kanten, men politiet vil på den anden side heller ikke afvise, at det kan have været en organiseret tyvebande, der har været på spil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.