Udbud i søgelyset
Hjælpemidler er ikke sendt i udbud - styrelse kræver forklaring.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen stiller spørgsmål ved, hvorfor der ikke lavet et udbud omkring køb af hjælpemidler i Brønderslev Kommune. Arkivfoto: Bent Bach
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har fået øje på Brønderslev Kommunes håndtering af hjælpemiddelområdet, og kommunen skal nu redegøre for drift og administration af området. Hjælpemiddelområdet har ikke været i udbud. - Vi har et problem omkring udbud af hjælpemidler - kommunen har aftale med firmaet Zealand Care. Firmaets jurister vurderer, at vi følger reglerne, men på baggrund af henvendelsen fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er vi selvfølgelig nødt til at undersøge sagen grundigt, siger Thomas Krog, formand for Social- og sundhedsudvalget. - Vi kigger alvorligt på sagen, og vi vil overholde loven, det er der ingen tvivl om, tilføjer udvalgsformanden. - Området har ikke været sendt i udbud. Vi indgik aftale med firmaet i 2006, og i perioden på fem år har den ikke været i udbud - det skal vi have set på, oplyser Thomas Krog. Værdi ønskes oplyst Redegørelsen fra kommunen skal være klar seneste 6. februar. Styrelsen ønsker svar på, hvor stor værdi kontrakten med Zealand Care har i forhold til både drift og administration af hjælpemiddeldepotet i kommunen. Kommunen skal også svare på årsagen til at hjælpemiddeldepotet ikke har været i udbud eller annonceret. Og hvis kommunen ikke mener, at området er omfattet af udbudsreglerne, skal der også redegøres for dette synspunkt. Undersøger sagen Brønderslev Kommune er kommet i søgelyset, da konkurrencestyrelsen skulle lave en rapport, der skulle kortlægge og belyse effekten af konkurrencen om drift og administration af hjælpemiddeldepoter i en række af landets kommuner. I den forbindelse blev styrelsen bekendt med, at driften og administrationen af hjælpemiddeldepotet på nuværende tidspunkt bliver varetaget af en privat leverandør - og at opgaven ikke har været udbudt eller annonceret. Udbudsreglerne indebærer, at en kommune som udgangspunkt skal sikre konkurrence om en opgave ved at gennemføre udbud eller annoncering, inden kommunen indgår kontrakt. Forskellige omstændigheder kan dog begrunde, at udbudsreglerne ikke skal bruges. Thomas Krog oplyser, at det er et vanskeligt område at lave udbud på. - Og vi er gået i gang med at undersøge, om vi eventuelt kan lave samarbejde med Aalborg Kommune.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.