Berømt kulturarv i fare - nu går arkæologer i aktion
Køkkenmøddingen Ertebølle er ældre stenalders vugge. Nu skal den sikres for fremtidige generationer, og du kan kigge med
Opdateret 20. juni 2023 kl. 13:36
ERTEBØLLE: Den verdensberømte stenalderboplads Ertebølle i Vesthimmerland, hvor vores forfædre dyngede muslingeskaller sammen i en "køkkenmødding", er i fare for at skylle væk.
Det er erosion fra Limfjorden, der truer. Hvert år fortæres der en ny bid af skrænten. Så det haster i den grad med at belyse denne boplads og sikre væsentlige dele af den tidlige Danmarkshistorie.
Det fortæller Vesthimmerlands Museum i en pressemeddelelse. For at sikre det unikke fortidsminde for fremtiden laver museet her i 2023 en arkæologisk udgravning på lokaliteten, som du kan besøge.
To arkæologer, Nikoline Fogh Munch Larsen og Simon Kjær Nielsen, står i spidsen for udgravningen i maj og begyndelsen af juni måned.
De får forstærkning i form af 21 arkæologistuderende fra Aarhus Universitet, der skal på deres anden uddannelsesgravning i den verdenskendte køkkenmødding.
De får mere end travlt med at afdække flere tusind års kulturlevn. Men der skal naturligvis også være tid til at formidle undervejs.
Alle interesserede kan besøge udgravningen i ugerne 21-23, hvor en studerende hver onsdag klokken 14 vil fortælle om fundene. Torsdag 1. juni er der desuden åben udgravning kl. 15-17.
De studerende og museets arkæologer er at finde, hvis man kører forbi adressen Gl. Møllevej 1, 9640 Farsø og ned til fiskerhusene, hvor der er en lille parkeringsplads.
Udgravningen kan også følges på Vesthimmerlands Museums Facebookside.
- Skaldyngen i Ertebølle er ældre stenalders vugge. Arkæologiske undersøgelser af køkkenmøddingen i slutningen af 1800-tallet fastslog endegyldigt, at der havde været mennesker i Danmark før agerbruget.
- Vesthimmerlands Museum driver Stenaldercenter Ertebølle, hvor den ældre stenalder formidles gennem udstilling og aktiviteter i et stort udendørs oplevelseslandskab.
Et centralt spørgsmål, som museets arkæologer ønsker besvaret, er, hvornår lokaliteten først blev beboet af kystens jægere og samlere, og hvornår lokaliteten blev opgivet af de tidlige fiskebønder.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.