Blind som 1-årig: Nikolaj ser bedst med fingrene

Man kan godt leve som almindelig teenager, selv om man er blind. Næsten i hvert fald, mener 19-årige Nikolaj, der insisterer på at blive behandlet uden særlige hensyn

Selv om han er blind, insisterer Nikolaj Rønaa på at leve et næsten almindeligt teenageliv. Det hjælper et positivt livssyn, livsglæde og god nordjysk stædighed ham med. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Selv om han er blind, insisterer Nikolaj Rønaa på at leve et næsten almindeligt teenageliv. Det hjælper et positivt livssyn, livsglæde og god nordjysk stædighed ham med. Foto: Bo Lehm

FARSØ/AARS:Det tager kun et øjeblik for fingrene. Så mærker de de rigtige tangenter, og trykker tonerne ud til det, der er Nikolajs melodi.  

Hvad Nikolaj ikke kan se, må han have i hænderne og ørerne.

For når man er blind, er man nød til at finde sin egen vej. Og det er Nikolaj Kent Rønaa blevet ganske god til i sit unge liv.

- Det er vel bare det gamle ordsprog: "Hvor der er en vilje, er der en vej", jeg har taget til mig. Tit kan man vælge mellem at blive ked af ikke at kunne noget og at insistere på at være med til det. Nogle gange skal man bare ville tingene, er den 19-årige gymnasieelevs livserfaring.

Fra klaver til bas

Hverdagen har han på Vesthimmerlands Gymnasium & HF i Aars, hvor han går på musisk linje i 2. G.  Her flyver tonerne om ham til hverdag. Især fra klaver, som han har spillet på i 14 år. Men også fra basguitaren, der er blevet hans yndlingsinstrument.

- Det er lidt tilfældigt, at det blev bas. Men der er altså noget over det med, at den både er et strenge- og et rytmeinstrument. Mange synes bare, det er noget, der laver rytme i musikken, men det er en kæmpeverden, der åbner sig, når man lærer bassen at kende, siger Nikolaj Rønaa med et af mange glade smil.

Nikolaj Rønaa færdes stort set ubekymret på Vesthimmerlands Gymnasium og HF i Aars. Han er god til at lave indre kort over bygninger, han går meget i, og blindestokken klarer resten. Støder han ind i noget, har han en teknik til at undgå at falde, der er en ninja værdig. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Nikolaj Rønaa færdes stort set ubekymret på Vesthimmerlands Gymnasium og HF i Aars. Han er god til at lave indre kort over bygninger, han går meget i, og blindestokken klarer resten. Støder han ind i noget, har han en teknik til at undgå at falde, der er en ninja værdig. Foto: Bo Lehm

Falder aldrig

På gymnasiet er han blevet en del af hverdagen, når han med rank ryg og blindestokken foran sig, bevæger sig med små skridt hen ad gangene. Han falder næsten aldrig, hverken her eller andre steder. 

- Jeg er god til at glide af, hvis jeg støder ind i noget. Så nej, jeg har ikke mange blå mærker. Og gymnasiet er meget lettere at finde rundt i end Farsø Skole, der er i tre plan, smiler han. 

Nikolaj beder sjældent om hjælp. Han vil stort set kunne det samme som andre unge, og have det liv, de fleste har på et gymnasium. I timerne får han ekstra hjælp af sin computer og et lille noteapparat. Hvis ellers læreren husker at tale højt og tydeligt, kræver han ikke mere end klassekammeraterne.

På et gymnasium er der også et uofficielt, men næsten lige så vigtigt pensum bestående af venskaber, kærlige følelser, fester og sjov. Også det følger han efter bedste evne, her helt uden hjælpemidler.

Tidligt blind

Nikolaj Kent Rønaa er født med almindeligt syn, men allerede som et-årig blev han blind efter at have fået kræft i hjernen. Siden da har hans øjne kunnet registrere forskel på lys og mørke, men så heller ikke  mere.  

- Jeg kan intet huske fra før, jeg blev blind. For mig har det altid været sådan her. Jeg tænker ikke så meget på, at det kunne være anderledes. Det kan jeg jo heller ikke bruge til noget, fortæller han.

Godt med stædighed

I børnehaven forstod Nikolaj Rønaa ikke, når andre af børnene sagde, at "det her skal Nikolaj ikke være med til". Så blev han sur eller ked af det.

-  Og stædig. Tit ville jeg være med alligevel. Eller også sagde en af pædagogerne til de andre, at jeg skulle. Jeg er ikke god til bare at sætte mig i et hjørne, hvis jeg føle, jeg bliver holdt udenfor, siger teenageren, der gerne indrømmer, at han kan blive stædig. 

Hvor verden lukkede sig lidt i, da han blev blind, åbnede den sig til gengæld ekstraordinært op for ham i hans fjerde leveår. 

Ingen af hans forældre gik særligt meget op i musik, men de lagde alligevel mærke til, at familiens lillebror var god til at kopiere sange,  som han hørte, på sit lille legetøjs-keyboard. De fik ham i gang med at spille på kulturskolen. 

Musikken betyder meget i Nikolajs liv. Blandt andet i musikhuset ALFA, hvor han har gået til klaver i op mod syv år, og hvor meget af gymnasiets musikundervisning foregår. Og musikken har han ikke tænkt sig at slippe fremover. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Musikken betyder meget i Nikolajs liv. Blandt andet i musikhuset ALFA, hvor han har gået til klaver i op mod syv år, og hvor meget af gymnasiets musikundervisning foregår. Og musikken har han ikke tænkt sig at slippe fremover. Foto: Bo Lehm

På lige fod

Det blev godt. Rigtigt godt. Forældrene havde set rigtigt; Nikolaj havde faktisk talent. Og forstod både at bruge det og arbejde med det.

- Det kom lidt i skridt. Klaver var bare noget, jeg gjorde, ikke noget jeg sådan tænkte over. Men det, at kunne gøre noget på lige fod med andre, var en god fornemmelse, fortæller han.

I musik blev han ikke valgt fra, ligesom han gjorde, når der skulle vælges hold i almindelig sport. Og Nikolaj kan godt forstå, at han ikke er det oplagte førstevalg til en kamp i håndbold eller fodbold.

Musik overalt

Udviklingen tog et stort spring, da han kom på Klejtrup Musikefterskole. Pludselig var hverdagen helt fyldt med andre, der gik meget op i musik, og man kunne mere eller mindre improviseret mødes og spille sammen på de fleste tidspunkter af døgnet.

- Det var virkelig en god tid. Vi lærte også almindelige fag og nåede at feste, drikke noget og den slags. Men man kunne altid lave musik, hvis man fik lyst. Det var fantastisk, smiler han med glæde i stemmen.

Det var også her, at bassen blev hans favoritinstrument. Ved en række tilfælde.

- Nå man skal spille sammen, er der altid en masse, der kan spille klaver. Men der er ikke mange, der kan spille bas, eller har lyst til det. Så det gjorde jeg tit og blev efterhånden fascineret af det, fortæller den 19-årige musiker, som i øvrigt også gerne griber en guitar eller dasker til trommerne, hvis der er mere behov for det. 

Mange års erfaring gør, at Nikolaj føler sig helt hjemme på ethvert klaviatur.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Mange års erfaring gør, at Nikolaj føler sig helt hjemme på ethvert klaviatur.  Foto: Bo Lehm

Flere toner

Står det til ham, kommer fremtiden til at byde på meget mere musik. Måske på konservatorium, men i første omgang Musikalsk Grundkursus (MGK), en treårig uddannelse, der kan tages sideløbende med gymnasiet.

Formentlig kunne han godt bestå optagelsesprøven, men foreløbig "nøjes" Nikolaj Rønaa med at fortsætte i 3. G efter sommerferien.

- Som blind kan jeg ikke få nok sociale erfaringer med mig. Verden bestemmer, hvor meget mit synshandicap skal betyde, men selv om jeg nok bruger mine andre sanser mere end andre, så kan jeg for eksempel ikke se, om nogen ryster på hovedet, nikker eller kigger væk, når vi taler sammen, forklarer han.

Hvad man ikke har i øjnene, må man have i ørerne og fingrene. Det har Nikolaj i høj grad, heldigvis.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.