Navneforvirring giver skole problemer: - Folk tror, vi lukker
Skolen har modtaget henvendelser fra nervøse medarbejdere og forældre
Opdateret kl. 12:08
Der er 79 kilometer i fugleflugt og en fjord imellem de to friskoler. Alligevel har den ene friskoles skæbne direkte påvirket den anden.
- Det er lidt kuriøst, at noget som sker i Mariagerfjord, får konsekvenser for os heroppe, lyder det fra souschef på Astrup-Sønderskov Friskole, Mick Rasmussen.
Sagen begyndte, da Astrup Friskole i starten af marts blev erklæret konkurs.
Konkursen skyldes blandt andet faldende elevtal på skolen, som ligger i Astrup en lille by øst for Arden i Mariagerfjord Kommune.
Historien om konkursen og lukningen af friskolen har siden bredt sig rundt i Nordjylland.
Mange henvendelser
Det har ført til misforståelser og uheldige episoder for en skole med næsten samme navn. Astrup-Sønderskov Friskole i Hjørring Kommune.
- Vores friskole er blevet forvekslet med den, som lukker. Vi har fået opkald og fysiske henvendelser fra medarbejdere, forældre og elever, som fortæller, at de har hørt, vi er ved at lukke.
- Vi har også hørt fra nærliggende skoler, at der er elever, som ikke opsøger vores skole, fordi de tror, vi lukker, oplyser Mick Rasmussen.
Det er rygter, som skolens ledelse nu ønsker at mane i jorden, da antallet af elever har stor indflydelse på skolens drift.
- Det er virkelig ærgerligt, hvis det får den konsekvens, at vi bliver fravalgt, fordi rygtet, om vi lukker, bliver spredt i Vendsyssel. Det ønsker vi at sætte en stopper for.
Faktisk er situationen helt anderledes og positiv for Astrup-Sønderskov Friskole.
Skolen har haft en lille vækst i antallet af elever, og det er også tilfældet næste år. Elevtallet stiger med fire, så skolen til den tid har 134 elever fordelt på 0.-9. klasse.
Astrup-Sønderskov Friskole åbnede i 2015 og fejrer dermed 10-års jubilæum i år.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.