Det er folkeskolen, der svigter forældrene, ikke omvendt

Hvis man skulle være i tvivl om, at det kan være en svær beslutning, kan man bare se Tv2's dokumentarserie "Flugten til privatskolen". 

Problemet for folkeskolen er, at børn fra velfungerende og økonomisk velstillede hjem er overrepræsenteret i de knapt 20 procent, der går på privat- eller friskole.  Og dermed får folkeskolerne en social slagside, fordi børn med udfordringer dermed fylder mere procentuelt og måske gør det sværere at skabe en god skolegang for de resterende 80 procent.  

Problemet for den enkelte familie bliver, at det bliver behæftet med skyld over for folkeskolen, at man tager et andet valg for sit barn, fordi fortællingen bliver, at man som forældre svigter folkeskolen.

Det er selvfølgelig noget vås, for man svigter ikke folkeskolen ved at tage det skolevalg for sit barn, som man mener, er det bedste. Men i de tilfælde hvor det at sende sit barn i en privat- eller friskole bliver et fravalg af folkeskolen i stedet for et positivt tilvalg af noget andet, kan man godt tale om et svigt - nemlig at folkeskolen har svigtet forældrene. Den har svigtet den tillid, der skal være til at ens barns skole giver barnet tryghed og dermed mulighed for at lære og udvikle sig.  Det skal man selvfølgelig som forældre kunne regne med. 

Ingen ønsker folkeskolen noget ondt. I den bedste verden, hvor folkeskolen fungerede godt, kommer det os alle til gavn. Hvis den ikke gør det, rammer det også alle, også dem, der fx har deres barn på en friskole. At majoriteten af børn i et samfund trives og udvikler sig bedst muligt, er jo selve fundamentet. Dertil kommer det helt indlysende, at alle bidrager til folkeskolen over skatten, og at den er en af grundydelserne i en velfungerende velfærdsstat.

Men at alle har de bedste intentioner på folkeskolernes vegne, kan se ud til egentlig at blive et grundlæggende problem.  For med gode intentioner fra politisk hold er fulgt detaljestyring, kontrol og centrale beslutninger, som alle folkeskoler skal indordne sig under, herunder en meget upopulær reform fra 2013. Udover, selvfølgelig, økonomisk udsultning af skoleområdet i økonomisk trængte kommuner. 

Ansvaret for folkeskolens tilstand er politikernes, ikke den enkelte forælders. Selvfølgelig skal danske forældre kunne vælge, om deres børn skal gå i folkeskole eller ej, også uden at føle skyld over at have truffet det valg, man tror er bedst for sit barn. Men politikerne har en presserende opgave i at få tilført ressourcer og at sat de tilpas frie rammer til, at de enkelte folkeskoler sættes fri.  

Og det haster, for ellers eskalerer flugten fra folkeskolen.