Efter mere end 60 afslag fandt Maria en læreplads

Synshandicappet spændte ben, da Maria i efteråret søgte praktik som kontorelev

Maria Andersen er synshandicappet, men gåpåmodet fejler intet.
Maria Andersen er synshandicappet, men gåpåmodet fejler intet. HK Nordjylland

AALBORG: Maria Andersen turde slet ikke tro på det, da HK Nordjylland ringede tilbage til hende samme dag, som hun havde været til jobsamtale, og tilbød hende pladsen som kontorelev.

Nordjyske skrev tilbage i september om, hvordan Maria har kæmpet med at få en praktikplads på grund af sit nedsatte syn. Mere end 60 ansøgninger blev det til, før HK’s jobannonce landede hos Maria. Hun var på det tidspunkt i skolepraktik.

-Det var helt vildt at få tilbudt jobbet. Det var en stor dag, fortæller hun.

Hun startede 1.november, og hun er rigtigt glad for det.

-Det har været fantastisk at komme ud og sidde med noget rigtigt arbejde. Det med hjælpemidlerne kom hurtigt på plads. Mine kollegaer har været rigtigt søde til at sige, hvis der lige ligger noget i vejen på gulvet eller noget, og i det hele taget er de suveræne til at give en hjælpende hånd efter behov, siger Maria.

Et tastatur med ekstra store bogstaver er et af de hjælpemidler, der gør arbejdet muligt for Maria. HK Nordjylland

Det er ikke første gang, at de på HK Nordjylland har en praktikant med synsnedsættelse. Da de hørte om Marias kamp med at få en praktikplads besluttede de sig for at give hende en chance og få hende til jobsamtale.

-Maria har rigtigt meget gåpåmod og vilje. Der er selvfølgeligt noget ekstra udstyr, vi skulle have styr på og nogle ting, vi skal tage hensyn til. Der er enkelte opgaver, som Maria ikke kan lave eller skal bruge længere tid på, men det kan vi sagtens rumme, som en lidt større virksomhed, siger Lene Thomsen, der er elev- og uddannelses ansvarlig ved HK Nordjyllands Aalborg-afdeling.

Hun kan godt forstå, man i mindre virksomheder måske ville have sværere ved at imødekomme en som Maria, men mener også man i en virksomhed på HK’s størrelse har et ansvar for at give ansøgere med handicap en chance.

-Alle kan blive udsat for et eller andet, der gør, vi ikke kan have en normal 37 timers uge. Hvis man lige tager den ind, så tror jeg de fleste ville ønske, der var en plads til dem på arbejdsmarkedet på de vilkår, man nu kan være der med, forklarer hun.

Netop derfor er det også vigtigt for Maria at fortælle sin historie.

-Det er vigtigt for mig, at andre folk med handicap ved, det er muligt at få en elevplads, selvom det kan virke fuldkommen håbløst, fortæller hun.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden