Mangler 10 lærlinge: - Nu må mor, far og bedste træde i karakter

Unge kender for lidt til almindelige job. Det vil stor produktionsvirksomhed lave om på

Hvor er de næste lærlinge? Chefgruppen på Versalift savner at få nye kræfter ind at lære fag som klejnsmed, logistik og lager. Yderst til højre marketingschef Anita Klitgaard, derefter mod venstre produktionschef Preben Kristensen, den nye administrerende direktør Martin Lybæk Christiansen. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Hvor er de næste lærlinge? Chefgruppen på Versalift savner at få nye kræfter ind at lære fag som klejnsmed, logistik og lager. Yderst til højre marketingschef Anita Klitgaard, derefter mod venstre produktionschef Preben Kristensen, den nye administrerende direktør Martin Lybæk Christiansen. Foto: Bo Lehm

FARSØ:Få et job, løn, gode kolleger og en studenterhue oveni. 

Det er årets tilbud til teenagere, der både har hovede og hænder skruet rigtigt på. Blandt andet hos virksomheden Versalift i Farsø. Men selv om det næppe fås bedre, er der meget få, der tager imod det. 

Heller ikke hvis de er ligeglade med huen og bare vil have et job, der også kan give dem en anden uddannelse. Det lige fra de, der har det svært bogligt, og måske kommer fra FGU, til de der er skoletrætte efter mange ord foran katederet, eller faldet ud af en ungdomsuddannelse.

Mangler ølkasse

- Vi mangler den helt rigtige ølkasse at stille os op på og råbe dem op. Vi synes vi har prøvet meget, men det har ikke rigtigt virket. Før kom elever næsten af sig selv, men det er gået over siger Preben Kristensen, der er produktionschef i firmaet.

Firmaet har indrettet sig på at have mellem otte og 12 lærlinge i perioder på to til fire år blandt sine 180 ansatte. I øjeblikket har man kun seks, og det går for langsomt med at finde dem, der skal afløse de nuværende lærlinge på deres pladser.

På vej til at blive klejnsmed: Simon Gulever halvvejs i en toårig uddannelse indenfor lager og logistik. Men han kunne godt bruge nogle flere jævnaldrende kammerater i fabrikshallen. <i>Foto: Bo Lehm</i>

På vej til at blive klejnsmed: Simon Gulever halvvejs i en toårig uddannelse indenfor lager og logistik. Men han kunne godt bruge nogle flere jævnaldrende kammerater i fabrikshallen. Foto: Bo Lehm

Kan ikke råbes op

Dels ser man det som en samfundspligt at hjælpe unge til job og uddannelse. Dels vender uddannede lærlinge ofte tilbage, når de har prøvet sig af andre steder. Det giver foryngelse i et firma, der er godt til at holde fast i medarbejderne, men som så også har en gennemsnitsalder på 46 år.

- Vi har prøvet at få de unge direkte i tale. Vi har været aktive i lokalsamfundet, været på messer og prøvet via erhvervsskolerne i Aars. Men vi kan ikke komme igennem til ret mange, selv om vi har meget godt at tilbyde, fortæller Preben Kristensen.

En ny måde

I Versalift samarbejder folk fra mange fag for at kunne lave de lifte, der er firmaets produkt. Man udvikler også nye produkter. Som del at Time-koncernen, der også har produktion i England, Frankrig og USA, har man også en international dimension, som lærlinge kan række ud efter. Hvis de altså kommer.

- Vi savner ti lærlinge nu og ind i 2023, på fire forskellige områder. Vi kunne tage nogen ind i morgen, hvis det skulle være. Nu vil vi prøve noget nyt: Vi vil opfordre forældre eller bedsteforældre  til at tage deres unge med her til Versalift, så de kan prøve at se, hvordan hverdagen er her. Måske prøve en lift og forhåbentlig få lyst til at komme tilbage selv senere, siger Preben Kristensen.

Mikkel Lynge fra Overlade har det fint som kjensmedelærling hos Versalift.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Mikkel Lynge fra Overlade har det fint som kjensmedelærling hos Versalift.  Foto: Bo Lehm

Annoncer virkede ikke

Han er godt klar over, at firmaet risikerer at løfte begrebet curling-forældre til et nyt niveau. Men hvis det er den praktiske mulighed man har, for at få en ny generation til at se, hvad de har af muligheder på Versalifts 19.000 kvadratmeter produktion, så er det den, man rækker ud efter.

Artiklen her er et af forsøgene på at få forældre og bedsteforældre i tale. Annoncerne i lokalaviserne virkede i hvert fald ikke, men generationerne over de unge har mere vane for ar tjekke nyheder, formoder Preben Kristensen og den øvrige ledelse.

Fuld palette ikke nok

- Vi synes at vi har hele palletten til en god uddannelse og et godt job. Kommer man ind her, vil man også kunne få sommerferiejob, mens man læser noget andet, lokker administrerende direktør Martin Lysbæk Christiansen.

Når afstanden mellem unge og firmaer, der producerer noget med de "sorte" håndværkerfag er blevet så stor, så skyldes det flere ting. 

- Det spiller helt klart ind, at skoleelever ikke kommer i erhvervspraktik mere. De kommer ikke så meget ud på virksomhederne mere. Det bliver dog heldigvis lavet om fra næste år, har vi fået at vide af kommunen, nævner Preben Kristensen. 

Hverdagen slår gnister et sted som Versalift. Alligevel kan der være fordomme og misforståelser om, hvad der egentlig sker i sådan en fabrikshal. Virksomheden håber at få flere unge på besøg - gerne med deres forældre - så de bedre kan se sig selv i et arbejde her.  <i>Foto: Bo Lehm</i>

Hverdagen slår gnister et sted som Versalift. Alligevel kan der være fordomme og misforståelser om, hvad der egentlig sker i sådan en fabrikshal. Virksomheden håber at få flere unge på besøg - gerne med deres forældre - så de bedre kan se sig selv i et arbejde her.  Foto: Bo Lehm

Lettere at sige: Student

- Der er heller ikke mange, der har fritidsjob i normal arbejdstid. De fleste der søger fritidsjob, går også til butikker, selv om de kunne få noget her, nævner Peben Kristensen.

- Altså, der er stadig mere fokus på at få en ren studentereksamen. Ingen stiller spørgsmålstegn ved en, der siger at han eller hun vil være student. Det kræver mere at sige, at man vil i lære - eller have en EUX, hvor man på fire år har arbejde og kan blive student, oplever han.

- Og så er der ikke så mange der har praktisk erfaring med at skrue på ting, når de er unge. I gamle dage var der for eksempel mange der lavede om på en knallert og lærte en del ved det.Det ser man ikke mere, nævner han. 

Godt at invitere ind

På Himmerlands Erhvervs- og Grunduddannelsers virksomhedscenter fordeler man den store institutions opsøgning af lærlingepladser. Her kan leder Asger Andersen nikke genkendende til Versalifts oplevelser:

- Det er noget helt andet at komme ind på en virksomhed end bare køre forbi og forestille sig, hvad der sker derinde. Det kan vi kun anbefale, at man gør mere ud af med åbent hus og lignende. Måske invitere skoleklasser ind, siger Asger Andersen.

Om man kan få forældre og bedsteforældre til at tage de unge med på besøg, vil han dog nok gerne se først: 

- Det er ikke altid dem, de lytter mest til. Men mor er nok stadig den, de fleste hører efternår det gælder job og uddannelse, siger han.

Ledige studenter

Asger Andersen er også helt på linje med, at Versalift er et godt sted at arbejde for de unge:

- Det er et sted, vi anbefaler meget til eleverne. Men de skal selvfølgelig have lyst til at beskæftige sig med det, man laver i virksomheden. Vi har altid ledige lærlingepladser tilbage, og der er rift om at få lærlingene, fortæller centerlederen.

Han foreslår at flere produktionsvirksomheder måske skulle sigte på nogle af de nye studenter fra STX, den "almindelige" studentereksamen:

- Godt 20 procent af dem går ikke videre i uddannelse, og nogle af dem kunne lige så godt tage en toårig erhvervsuddannelse, som at sætte sig ved kasse i et supermarked. Det er der bare ikke meget tradition for, slutter han.

 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.