Skole får påbud: Ansatte oplever at blive overfuset og råbt ad
Arbejdstilsynet reagerer, efter ansatte har oplevet nedværdigende og sårende handlinger fra skolelederen og en afdelingsleder
Tingstrup Skole i Thisted har fået et påbud fra Arbejdstilsynet. Det skriver TV2 Nord.
Via en aktindsigt i påbuddet fortæller mediet, at de ansatte på skolen har oplevet eller overværet andre få verbale overfusninger, blive råbt ad og få sårende og nedladende bemærkninger. Arbejdsmiljøet udgør derfor en fare for de ansattes fysiske eller psykiske sundhed på kort eller lang sigt.
Ifølge TV2 Nord har Arbejdstilsynet flere gange besøgt skolen, hvor de har oplevet, at de ansatte har været utrygge ved at tale med tilsynet af frygt for ikke at være anonyme overfor ledelsen. Af den grund bygger påbuddet i høj grad på 14 individuelle samtaler mellem medarbejdere og arbejdstilsynet.
I samtalerne er det kommet frem, at de ansatte ikke er ærlige, når der skal laves arbejdspladsvurdering (APV), fordi man i vurderingen ikke er anonym og de ansatte føler sig utrygge på arbejdspladsen. En beskrivelse, som ifølge påbuddet ikke genkendes af skolelederen.
TV2 Nord har ikke fået kommentarer fra lærernes tillidsmand, fagforening eller fra skolebestyrelsen, ligesom de to ledere ikke har ønsket at stille op til interview. Per Overgaard, chef for Undervisning og Dagtilbud i Thisted Kommune, forsikrer dog, at kommunen tager påbuddet alvorligt.
- Vi har sendt nogle spørgsmål og kommentarer til dem, og det har betydet, at Arbejdstilsynet har sendt det videre til det, der hedder Arbejdsmiljøklagenævnet. De skal lave en afgørelse i forhold til, om påbuddet skal stå ved magt, så lige nu afventer vi, siger Per Overgaard til TV2 Nord.
Fristen for påbuddet lyder på 15. marts 2024.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.