Teknologi og leg: Coding Pirates mangler flere IT-ildsjæle

Hos Coding Pirates i Thisted får børn og unge mulighed for at prøve kræfter med teknologi gennem sjov og leg

Coding Pirates er en landsdækkende organisation, der holder klubaftener for børn og samler leg og teknologi <i>Foto: Martin Damgård</i>

Coding Pirates er en landsdækkende organisation, der holder klubaftener for børn og samler leg og teknologi Foto: Martin Damgård

THISTED:På EUC Nordvest i Thisted er børnene i gang med de sidste forberedelser, inden deres LEGO-robotter skal kæmpe om sejren. Man kan næsten mærke koncentrationen sitre i luften blandt de unge programmører.

Men det handler ikke om at vinde, det handler om at have det sjovt, og det har børnene hver onsdag aften, hvor det eneste, de tænker på, er teknologi og leg.

Hos Coding Pirates i Thisted er børnene i fuld gang med at forberede deres robotter på kamp. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Hos Coding Pirates i Thisted er børnene i fuld gang med at forberede deres robotter på kamp. Foto: Martin Damgård

IT-ildsjælen

Christian Homann arbejder til dagligt på EUC Nordvest som IT og digitaliseringchef. Men når det bliver onsdag aften, trækker han Coding Pirates t-shirten over hovedet for at lære børn om, hvad det vil sige at have det sjovt med teknologi.

Coding Pirates Thy startede op for halvandet år siden, og projektet har foreninger i hele Nordjylland.

Christian Homann bruger sine onsdag-aftener på at give børn en sjov og lærerig oplevelse med teknologi. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Christian Homann bruger sine onsdag-aftener på at give børn en sjov og lærerig oplevelse med teknologi. Foto: Martin Damgård

- Jeg tror, mange børn har haft interessen, men ikke rigtig nogen at dele den med. Foreningslivet er tit håndbold, fodbold og andre sportsaktiviteter, ikke så meget noget, man sidder og nørder med. Jeg tror, mange børn og unge har manglet det her fællesskab, fortæller Christian Homann.

En sæson strækker sig over cirka tre måneder, og i denne sæson arbejder man altså med LEGO Technic, som er en slags robotter, som børnene selv koder og bygger med hjælp fra de voksne. Men Coding Pirates Thy arbejder også med spiludvikling, blokprogrammering og 3D-print.

Klar til kamp

Tilbage hos Coding Pirates i lokalet på EUC Nordvest er det blevet tid til kamp. Børnene har lige holdt pause, hvor de har fået en sandwich og noget at drikke. Men nu er de klar til begå sig i turneringen, og de kigger nervøst på hinanden i håb om, at de seneste ugers hårde arbejde, har båret frugt. 

Turnering for de hårdtarbejdende unge på en onsdag, der bød på en hæsblæsende robot-kamp. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Turnering for de hårdtarbejdende unge på en onsdag, der bød på en hæsblæsende robot-kamp. Foto: Martin Damgård

Christian Homann sætter kampen i gang, og ingen af de to robotter vil give sig, så den første kamp ender uafgjort. Herefter fortsætter slagets gang, og det kulminerer med en hæsblæsende kamp, hvor alle tre robotter vælter ind i hinanden, med jubelbrøl fra børnene til følge. 

I sidste ende er det Isak og Jakob-Martin, der løber med sejren, og selvom det mest handler om at have det sjovt, så er det alligevel rart at vinde.

- Det er meget fedt, udbryder de to drenge i kor.

Fåtal af frivillige

På trods af den store interesse blandt børn og unge til at deltage i projektet, har der været mangel på frivillige hos Coding Pirates i Thisted. 

Der mangler flere ildsjæle, som har lyst til at værne om børnene og hjælpe dem, hvis de løber ind i problemer med IT-udstyret eller har brug for fornuftige råd. 

Én af de frivillige, der bruger sine onsdage med børnene, er Marianne Sørensen. Hun har arbejdet med børn siden 1987, og hendes barnebarn Mads er medlem af Coding Pirates. Mads glæder sig altid, når han skal af sted til Coding Pirates, selvom han også har skole, spejder og svømning at se til.

Marianne Sørensen (th.) og hendes barnebarn Mads (yderst tv.) bruger deres onsdag aftener hos Coding Pirates Thy i Thisted. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Marianne Sørensen (th.) og hendes barnebarn Mads (yderst tv.) bruger deres onsdag aftener hos Coding Pirates Thy i Thisted. Foto: Martin Damgård

- De manglede nogen, og spurgte om jeg ikke ville hjælpe til. Jeg har ikke forstand på computere, men børn ved jeg meget om. Det, at man får lov til at koncentrere sig, bruge hjernen og fordybe sig, det er bare fedt, siger Marianne Sørensen og tilføjer med et smil:

- Mads glæder sig sindssygt meget til at komme herop, så vi kommer 20 minutter før, og når dørene åbner, så løber han ind.

En anden frivillig er Gustav Hansen, der går på Thisted Gymnasium. Han er med på sin første sæson hos frivillig hos Coding Pirates og begyndte for nylig at interessere sig mere for computere. Gustav Hansen blev frivillig, fordi han nyder at hjælpe børnene med at opnå deres IT-drømme.

- Jeg ville ønske, at jeg havde Coding Pirates, da jeg var yngre, fortæller han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.