Studerende flokkes om denne uddannelse
Ny uddannelse på Aalborg Universitet har ramt plet. Det viser de foreløbige tal for årets kvote 2-ansøgninger
Opdateret kl. 17:01
Da klokken slog 12 fredag udløb ansøgningsfristen for at søge ind på landets videregående uddannelser gennem kvote 2.
På Aalborg Universitet viser de foreløbige tal, at antallet af ansøgere er stabilt med godt 7600 ansøgninger.
Særligt én uddannelse skiller sig dog ud: Den nye engelsksprogede bachelor i erhvervsøkonomi, Economics and Business Administration, der udbydes første gang fra september i år.
De foreløbige tal viser, at knap 500 har søgt optagelse på uddannelsen, herunder har mere end 50 uddannelsen som førsteprioritet, oplyser universitet i en pressemeddelelse.
Foreløbigt fordeler ansøgerne til uddannelsen sig på 59 forskellige nationaliteter.
- Vi er stolte over, at vi på Aalborg Universitet kan tilbyde en uddannelse, der er relevant for så mange mennesker fra hele verden. Det bekræfter det, vi allerede ved: At vi er et internationalt universitet med uddannelser i verdensklasse, siger prorektor på Aalborg Universitet, Anne Marie Kanstrup.
Den nye uddannelse er oprettet som led i at indfri regeringens målsætning om at rekruttere flere internationale studerende til Danmark.
På Aalborg Universitet udbydes der i alt 180 nye internationale pladser, hvoraf 40 er øremærket erhvervsøkonomi:
- Vi ved, at de internationale studerende er dygtige og en gevinst for dansk økonomi, særligt hvis de bliver i landet efterfølgende. Jeg er sikker på, at det vil smitte af på vores danske studerende, at de møder medstuderende fra andre kulturer, ligesom de internationale studerende selvfølgelig også bliver integreret i en vigtig del af det danske samfund. Det er et stort aktiv for alle, siger Anne Marie Kanstrup.
Skriger på kvalificeret arbejdskraft
I en tid, hvor der ofte er stort fokus på at tiltrække kandidater til særligt STEM-fagene (Science, Technology, Engineering og Mathematics, red.) glæder det Anne Marie Kanstrup, at der også er interesse for andre vigtige studieretninger:
- Virksomhederne skriger på kvalificeret arbejdskraft, og vi har brug for alle led i værdikæden. Hvis vi vil have vækst og iværksætteri i Nordjylland og resten af landet, er det bydende nødvendigt, at vi uddanner kandidater med forretningskompetencer og finansiel, strategisk og organisatorisk forståelse. Med den nye uddannelse understøtter Aalborg Universitet behovet med et tilbud til internationale studerende.
Der er endnu ikke nøjagtige tal for, hvor mange der har valgt AAU som førsteprioritet, eller for hvordan ansøgninger er fordelt på uddannelser og lokationer. Men forventningen er, at det ligner sidste års ansøgerbillede.
Den endelige opgørelse fra Aalborg Universitet for antallet af kvote 2-ansøgninger og fordelingen på uddannelser er klar 16. marts.
- Vi er glade for alle ansøgere, der ønsker at blive en del af Aalborg Universitet. Vi ved fra undersøgelser, at kvote 2-studerende har mindre risiko for at falde fra på deres uddannelse. Derfor er vi selvfølgelig meget tilfredse med at kunne opretholde et stabilt ansøgertal gennem kvote 2 trods faldende ungdomsårgange.
- 2024: 7635 (foreløbige tal).
- 2023: 7.500 ansøgninger (endelige tal).
- 2022: 7.412 ansøgninger (endelige tal).
- 2021: 9.127 ansøgninger (endelige tal).
- 2020: 7.590 ansøgninger (endelige tal).
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.