Brønderslev

Ude i friheden efter 30 år

Elever på sprogskolen laver egen avis

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Farida vandt Sandoras Quizshow, og gevinsten var en ananas.

BRØNDERSLEV:- 30 år i fængsel og flygtningelejr. Det er et af temaerne, som Abdulwahab skriver om i en avis, som omkring 50 elever på AOF’s sprogskole udgiver.

42-årige Abdulwahab fortæller, at det ikke er let at være kurder i Iran. Det har han mærket på egen krop, og siden han var syv år har han været tæt på krig.

- Jeg tænker stadig på min familie, fortæller han, mens han viser klip fra YouTube om netop sin familie.

Abdulwahab kom til Danmark for to år siden sammen med kone og fire børn.

- Børnene går nu på Skolegades Skole, men skal senere flyttes til Søndergades Skole. De har det alle godt, siger han.

Selv har han ikke gået i skole, men har fået lidt undervisning af en bekendt i Iran, inden han kom til Danmark.

Abdulwahab har i en tid arbejdet inden for restaurationsbranchen i Aalborg. Han er uddannet frisør, og i flygtningelejren fik han brug for sin uddannelse.

Han er nu på udkig efter et fast job i Danmark.

- Men først skal jeg lære dansk, siger han.

Abdulwahab får stadig psykologhjælp efter de 30 år i fængsel og flygtningelejr.

Redaktør på avisen er 34-årige Ernest Kyazze, der kommer fra Uganda. Han har i Uganda arbejdet i butik.

Han har været i praktik hos Din Håndværker i Jerslev og skal snart i praktik i fire uger hos MJ-Byg i Brønderslev.

- Det glæder jeg mig til, siger han, mens han er i gang med at forberede udgivelsen af den 12-siders avis.

Andre artikler handler om det at være apoteker i Syrien, om eksamensangst om første dag i Danmark og meget mere.

I nogle uger er der arbejdet med avisen, og i den forbindelse har der også været besøg hos NORDJYSKE Medier, hvor eleverne på sprogskolen fik et indblik i, hvordan der arbejdes i et moderne bladhus, der bidrager til NORDJYSKE Stiftstidende, 24NORDJYSKE samt ugeaviser.

Oplandsavisen læses således af flere af sprogskoleeleverne, der på den måde holder sig orienteret om, hvad der rører sig i deres ny by.

Der er også en gruppe, der arbejder med video. De har lavet Sandoras quiz-show. Her skulle deltagerne blandt andet gætte, hvor mange børn Kronprins Frederik har, og i hvilket land Eifeltårnet ligger.

Quizzen blev vundet af Farida fra Kongo, der havde flest rigtige svar ud af de 10.

Sandora, der var quizvært i programmet, kommer fra Columbia, og har været to år i Danmark.

- Jeg har gået på sprogskole i halvandet år, fortæller hun.

Quizvinderen Farida har også boet i Danmark i to år.

Det er lærerne Lis Mikkelsen og Anne Toft, der står for projektet med avis og video.

- Det er en anderledes måde at lære dansk på, siger Anne Toft, der fortæller, at eleverne på sprogskolen lærer en masse gennem opgaver.

- Det kan være en lang dag, hvis man skal høre på en lærer i alle timerne, siger Anne Toft, der tilføjer, at eleverne er meget engagerede.

- Men det er sjovere end grammatikken, lyder det fra Mahsoud, der kommer fra Syrien. esb

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.