Udfordrede tyngdeloven
DM-revanche og -slutspurter i Folke Race på Nysumbanen.
Opdateret kl. 11:08
NYSUM: Der blev fightet af hjertens lyst og til de store guldmedaljer, da Motorsport Nordjylland (MNJ) blændede op for DM-finalerne i Ladies Cup og ungdomsklasserne, U16 og U18. Tempoet blev herefter fulgt op i DM-revancherne for klasse 1 og 2.
- Vi fik uddelt otte kolbøttemærker under arrangementet, oplyser løbsleder Hans Erik Sørensen.
Som sidegevinst fik kørerne en halv snes forfriskninger, som kan nydes under genopbygningen af FR-bilerne. Nu venter der jo nogle måneders vinterpause.
I Ladies Cup kunne MNJ’eren Anitta Jensen ikke røres på DM-sølvet, og nordjyden kørte derfor uden nerver i DM-finalen på hjemmebane.
Hos U16 var DM-guldet afgjort på forhånd, men hvor den foreløbige to-er og tre-er blev besat af MNJ’erne Kristian Schack og Rasmus Vorre.
- Vi lå uhyggeligt tæt i DM-slutstillingen, forklarer Kristian Schack.
Desværre blev vi ikke belønnet af konkurrenceheld på hjemmebane, hvorfor jeg scorede en firer sammenlagt og med Rasmus på femmeren.
I U18 havde den regerende danske mester Kenneth Sejersen (MNJ) genfundet frontformen, og sluttede derfor 2013-sæsonen af med en finalesejr og DM-sølv.
Bronzen var en intern fight mellem klubkammeraterne Emil Schou og Matthias Østergaard, og hvor Emil Schou hjemkørte den samlede DM-treer.
Christian Sejersen (MNJ) vandt old-boys foran vendelboen Jørgen Lindgren Jensen og Asger Vendelbo fra Ikast.
- I DM-revanchen for klasse 1 havde medaljevinderne Kenneth B. Sørensen (sølv) og Torben Nørgaard (bronze) valgt at ”flygte” til klasse 2, fortsætter Hans Erik Sørensen.
Til gengæld var Sejersen old boy og junior virkelig flyvende. Kenneth vandt A-finalen foran far Christian. Herefter fulgte Emil Schou på fjerdepladsen.
Torben Nørgaard blev udelukket af et kvalifikationsheat efter påkørsel af en konkurrent. MNJ’eren måtte derfor forbi C- og B-finalerne, før nordjyden scorede sejren i A-finalen foran Torben Svendsen fra Randers og Kenneth B. Sørensen.
- I al beskedenhed blev MNJ vinder af DM for klubhold med et pænt forspring til Ikast Motor Klub, afslutter Hans Erik Sørensen.
Motorsport Nordjylland kan se frem til en hektisk vinter og 2014-sæson, idet nordjyderne er i fuld gang med flytning af sandbunkerne nord for motorsports-stadionet i Nysum. Forude venter en større udvidelse af banelegemet til Rally Cross.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.