Udfordrende mudderløb for Christoffer Larsen

Søndag deltog Christoffer Larsen fra Kaas i sidste afdeling af EM i Quad Cross

Så mudret efterlader banen Christoffer Larsen efter et heat. Privatfoto
Motorsport 1. september 2014 17:03

KAAS: Der var 27 kørere til start i EM, der blev kørt på Solbjergbanen på Mors, hvor der var deltagere fra Letland, Sverige, Norge, Finland, Spanien, Tyskland, Italien, Holland og selvfølgelig Danmark.

Lørdag 30. august var det hele ved at regne væk. Det var ikke muligt at træne, idet banen nærmest var oversvømmet. Det betød for Christoffer Larsen, at han måtte tage hjem, uden at komme på banen.

I første heat lå Christoffer Larsen længe på en 5. plads, men 20 min inde i løbet står køleren af.

På sin reservemaskine starter Christoffer Larsen andet heat i flot stil. Han kommer fra start som nummer tre og holder den placering det meste af løbet, men til slut slipper kræfterne op, og han bliver nummer fem.

Der var ingen danske deltagere på podiet ved EM, men Christoffer Larsen samt Kasper Holm havde bedste omgangstider, blandt de danske kørere.

Christoffer Larsen var godt tilfreds med dagens løb:

- Det var en stor oplevelse at være med til et EM, hvor den europæiske elite møder op, sagde Christoffer Larsen.

Nu skal maskinerne gøres klar til det sidste, og spændende løb i den danske mesterskabs serie, hvor Kaas-køreren ligger nummer to. Løbet afholdes på Dall banen lørdag 20. september.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...