Udlandet frister for lokal måltyv
Store klubber i Sverige og Schweiz følger Niklas Juul fra Frederikshavn Blackhawks med henblik på en kontrakt
FREDERIKSHAVN: Selv om Niklas Juul Jensen blot er 21 år, har han allerede slået sit navn godt og grundigt fast indenfor dansk floorball, og med 12 mål og 12 assister for det danske landshold ved VM-kvalifikationen for nylig i Holland fik han også interessen vakt hos diverse udenlandske klubber.
- En svensk ligaklub har meddelt mig, at deres interesse for at hente mig derover er vokset ovenpå VM-kvalifikationen, så jeg håber på at komme til prøvetræning i klubben i maj, siger Niklas Juul.
Hans fornemme indsats ved VM-kvalifikationen i Holland var ikke bare med til at sende Danmark med til A-VM i Gøteborg i december men sikrede også ham selv en plads på turneringens All Star-hold, og i det hele taget har den målfarlige og arbejdsomme angriber fra Frederikshavn Blackhawks fået masser af skulderklap for sine bedrifter på floorballbanen.
I sæsonen 2012-13 blev han således valgt som årets spiller, mens han stadig var at finde i Vendsyssel Hot Shots, og ambitionerne rækker da også til mere end den danske liga.
- Jeg vil gerne teste min kunnen af i en endnu bedre liga, og det kan være enten i Sverige eller Schweiz, siger Niklas Juul.
Weekend i Sverige
- Inden denne sæson var jeg en enkelt weekend i Allsvenskan-klubben Lindås, men da de kort efter fyrede træneren, kom der ikke mere ud af det.
- Mine bedrifter på det danske landshold giver mig forhåbentlig nye chancer for at prøve en svensk klub, men faktisk er de økonomiske forhold i Schweiz endnu bedre.
Verdens tredjebedste liga findes i Schweiz, men ligaen har rigtig mange spillere, der kan leve af at spille floorball.
- Men jeg er parat til at tage springet, hvis jeg kan have et halvtidsjob ved siden af, siger den unge frederikshavner, der civilt er uddannet tømrer men som også har en drøm om at komme ind til politiet.
Den absolutte top rent spillemæssigt er den svenske superliga, hvor kun et par danske spillere har fået lov at snuse lidt til.
- Det vil naturligvis kræve meget hårdt arbejde at nå langt, men jeg er parat til at prøve og er åben overfor ligaer i udlandet, der er bedre end den herhjemme i Danmark.
Lokalslag i Brønderslev
I Umbroligaen nærmer man sig afslutningen på grundspillet i den første landsdækkende turnering, og forleden mødtes Vendsyssel Hot Shots og Frederikshavn Blackhawks med Niklas Juul i et lokalslag.
Det endte med en sejr på 8-4 til Vendsyssel Hot Shots efter perioderne 3-1, 2-1, 3-2.
Niklas Juul kom på scoringstavlen en enkelt gang for Blackhawks, mens Danny Pedersen lavede to og Daniel Nygaard et enkelt for frederikshavnerne.
For Vendsyssel Hot Shots kom svenske Carl Gabrielsson fire gange på måltavlen og var meget skarp, og i målet hos hjemmeholdet leverede Anders Kjær en stor indsats.
Hot Shots mangler at møde Copenhagen på udebane, mens Blackhawks har Benløse på hjemmebane i Arena Nord som sidste kamp i grundspillet.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.