Ikast

Udrejsecenter hærget af ildspåsættelse, rudeknusning og optøjer

Nyt center ved Ikast for afviste asylansøgere og udviste personer på tålt ophold plages af massiv uro

- Det er en helt og aldeles uacceptabel adfærd - også selvom det kun er en lille kerne af beboere. Er der tale om strafbare forhold, skal de omgående meldes til politiet, skriver Integrations-minister Inger Støjberg(V) i en kommentar på mail. Foto: Scanpix

- Det er en helt og aldeles uacceptabel adfærd - også selvom det kun er en lille kerne af beboere. Er der tale om strafbare forhold, skal de omgående meldes til politiet, skriver Integrations-minister Inger Støjberg(V) i en kommentar på mail. Foto: Scanpix

IKAST:Ildspåsættelse, rudeknusning, hærværk og trusler mod personalet. Det har hen over sommeren været hverdag for personalet på det nye udrejsecenter Kærshovedgård ved Ikast, skriver Ekstra Bladet lørdag.

De afviste asylansøgere er ekstremt utilfredse med forholdene på det nye udrejsecenter, som har været et politisk prestigeprojekt for integrationsminister Inger Støjberg(V) at få etableret, så de afviste asylansøgere ikke skal bo på centre rundt om i landet, og de omkring 200 udviste kriminelle og forbrydere på tålt ophold ikke skal bo i Sandholmlejren tæt på København.

Selv om det nye udrejsecenter kun har været i brug siden marts og i øjeblikket kun huser 45 afviste asylansøgere, så har der allerede været masser af ballade på centeret. Det fortæller en af de ansatte anonymt til Ekstra Bladet.

- Der har hen over sommeren været massive problemer med beboerne på centeret. I en periode var de 45 afviste asylansøgere utilfredse med maden og smed rundt med den, hver gang der var kartofler eller andet, de ikke kunne lide. Vi har også haft et tilfælde af ildspåsættelse, og en fløj der blev udsat for massivt hærværk. Rudeknusninger har vi også set meget af, og en aften talte vi 18 ruder, der var smadret, siger den ansatte.

Medarbejderne har også ved flere lejligheder følt sig utrygge, når grupper på op til ti beboere er stimlet sammen om en person og har råbt, skreget og filmet den ansatte, fordi de har været utilfredse med forskellige ting på centeret. Ved et par andre lejligheder har enkelte afviste asylansøgere truet konkrete ansatte med tæsk, og her føler medarbejderne sig fuldstændig magtesløse.

- Der er kolleger, der er blevet truet af en beboer med tæsk for eksempel. Så er episoden blevet anmeldt til politiet, men vi har ikke yderligere mulighed for sanktioner, så kollegaen har et par timer senere skulle servere mad for vedkommende. Det er ekstremt ubehageligt, fortæller medarbejderen.

Kærshovedgård er bemandet af fængselsbetjente, som er ansat af kriminalforsorgen, og de er vant til at kunne sende kriminelle indsatte til andre institutioner, hvis de overtræder reglerne. Men her føler de sig magtesløse. Følelsen bliver ikke mindre af, at Kærshovedgård meget snart kan se frem til at modtage flere hundrede kriminelle som mordere, narkohandlere og krigsforbrydere, der skal bo på centeret ved Ikast i Midtjylland.

- Efter den formodede brandstifter blev varetægtsfængslet, har vi haft ro de seneste uger. De ansatte har det bare som om, at det er stilhed før stormen, for vi hører jo meget om de kriminelle og udviste på tålt ophold, som snart kommer, og der er det uholdbart for os ikke at have nogen former for sanktioner i forhold til de her mennesker.

Den ansatte bliver bakket op af tillidsrepræsentanten Brian Hedensted, der er afdelingsformand for Fængselsforbundet område Midt- og Nordjylland.

- Min opfattelse er, at det er fuldstændigt absurd, at man ikke har nogen mulighed for at håndtere de enkelte beboere, der er urostiftere, og det er bestemt ikke ordentlighed overfor de medarbejdere og de øvrige ordentlige beboere på Kærshovedgård. Politikerne må til at sikre sig, at der skaffes en løsning på, hvordan man håndterer de afviste asylansøgere, der ikke kan indordne sig, siger han til Ekstra Bladet.

Integrations-minister Inger Støjberg(V) har kommenteret sagen med et svar på mail:

- Det er en helt og aldeles uacceptabel adfærd - også selvom det kun er en lille kerne af beboere. Er der tale om strafbare forhold, skal de omgående meldes til politiet, skriver hun.

- Jeg forstår også, at kriminalforsorgen arbejder på at kunne håndtere den dårlige adfærd. Og er der tale om afviste asylansøgere, der skal udsendes af landet, ja, så handler det jo om at få dem udsendt hurtigst muligt. Det arbejder regeringen hårdt på, og det er også nødvendigt, for det er noget alle Europas lande har besværligheder med.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.