Udsohning nu - tak
Ole Sohns fortid som DKP-formand har været et af de mest hotte emner siden regeringsdannelsen. Hasteforespørgselsdebat i folketinget, prime time news i tv, kronikker, læserbreve og redaktionel omtale i et omfang, der får den aktuelle europæiske finanskrise til at ligne en budgetoverskridelse i den lokale idrætsforening.
Erkendt: Mine egne partifæller har bestemt ikke holdt sig tilbage med at fokusere på manden frem for bolden. Personligt har jeg heller ikke afholdt mig fra kritik af DKP og de DKP-støttede regimer, om end kritikken fandt sted, da regimerne eksisterede og mange andre ikke turde åbne munden. Det var ikke svært med saglig kritik, når man har rejst fra Berlin til Vladivostoc og fået flere ungdomsvenner bag jerntæppet. Men, kære venner og partikammerater: Det er 22 år siden! Det er selvfølgelig "godt stof", det er en personsag, dollars og brune kuverter - enhver politisk modstanders drøm. Ingen er eller har forhåbentlig nogensinde været i tvivl om, at DKPs danmarksfjendske aktiviteter aldrig kunne have været finansieret på normal måde - slet ikke Sohn, og det ville naturligvis pynte med en klar erkendelse heraf. Når det imidlertid er sagt, så er fakta, at vi her har at gøre med et folketingsmedlem, som vælgerne - bekendt med hans fortid - har valgt ved fem på hinanden følgende folketingsvalg, en minister der er PET-godkendt (hvilket ikke er helt nemt), en erhvervsminister der yder en engageret indsats (mene om den, hvad man vil) og i øvrigt et sympatisk menneske - hvis det da har noget at sige. At han nok ikke lige får min stemme skyldes, at den politik som han og hans regering står for - herunder bl.a. en "kickstart" ved højere erhvervsskatter, NOx-afgifter m.v. - efter min opfattel-se vil give virksomhedslukninger, arbejdsløshed og endnu større økonomiske problemer. Det er imidlertid en ganske anden, men lagt mere relevant sag. Pressen er demokratiets vagthund. Men pressen - og desværre anført af en god del af politik-kerne - er efterhånden mere interesseret i de let fattelige personsager, der hurtigt i en euforisk stemning får karakter af en hetz, som desværre kun de færreste melder fra overfor. Jeg deltager ikke i festlighederne. Dertil er Danmarks reelle problemer desværre alt for store.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.