Uduelig ledelse

Det er sjældent, man læser noget opløftende fra AaB-lejren, men nu sker der da endelig noget, som ligner lidt en positiv ting, nemlig at man vil skille sig af med ishockey-afdelingen. Ikke fordi jeg har noget imod ishockey, tværtimod, men det er altså en alt for dyr afdeling.

Den anden - og endnu mere positiv - ting er, at administrerende direktør Poul Sørensen stopper. Den herre har altså været med til at formøble et sted mellem 200 og 300 millioner kroner, således at AaB i dag er næsten bankerot. Nu beder fjolset så aktionærerne om endnu en gang at spytte i kassen, den kasse, som Poul Sørensen og den uduelige bestyrelse med formand Finn Nielsen i spidsen, og før ham Per Søndergaard, tømmer lige så hurtigt, som der bliver hældt penge i den. Disse herrer har været et særdeles dyrt bekendtskab for AaB. Per Søndergaard kunne da i det mindste finde ud af at gå selv, da han ikke kunne skade AaB mere. Desværre har Finn Nielsen ikke fundet ud af endnu, at han bør forlade skuden omgående, det sker forhåbentlig snart, og hvad Poul Jørgensen angår, hvorfor vente til sommer med at gå, eller er der lidt penge tilbage i kassen, du lige skal have gaflet til dig? Hvordan kan Poul Sørensen tro, at aktionærerne vil hælde flere penge i AaB så længe der sidder en direktør og en bestyrelse, som mildest talt er uduelige til at administrere så meget som en flad tier?

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.