Udvalg henter inspiration i Berlin
Arbejdsmarkedsudvalget tager på tur i starten af april
HJØRRING: Arbejdsmarkedsudvalget for Hjørring Kommune vil under en studietur til Berlin 2.-6. april hente inspiration hos Danmarks sydlige nabo til, hvordan vi kan udvikle arbejdsmarkedet i kommunen.
Det nye arbejdsmarkedsudvalg fra Hjørring Kommune bestående af syv kommunalpolitikere rejser 2. april 2014 fire dage til Berlin for at få inspiration til, hvordan kommunen får flere ledige enten i beskæftigelse eller i gang med en uddannelse ved at gribe tingene an på andre måder end i dag.
Under studieturen kommer udvalget bag scenen i udvalgte institutioner som f.eks. en flersporet uddannelsesinstitution, et tysk jobcenter og flere succesfulde projekter inden for social- og oplevelsesøkonomi.
Arbejdsmarkedsudvalgets formand Ivan Leth (S) siger før turen:
- Den primære grund, til at Berlin er valgt som mål, er, at den tyske ledighed siden 2005 er faldet fra 12 procent til et niveau i dag, som er lavere end før finanskrisen, samtidig med at den tyske arbejdsstyrke er vokset. En både usædvanlig og - set med mine briller - misundelsesværdig situation.
Et af de projekter, udvalget skal besøge, er et såkaldt ”street art”-projekt. Under renoveringen af ældre beboelsesbygninger i Berlin inviteres anerkendte kunstnere til at dekorere bygningen, mens renoveringen foregår, så resultatet ikke blot er en nyistandsat bygning, men samtidigt en forskønnelse af bybilledet.
- Jeg har set billeder af de utroligt iøjnefaldende bygninger og kunne sagtens forestille mig noget lignende her i landsdelen. Den måde at renovere bygninger på forskønner jo ikke blot bybilledet, men engagerer også de folk, der bor eller er turister i området på en helt anderledes måde, hvilket er helt i tråd med vores vision for Hjørring Kommune som turistmål, siger Ivan Leth.
- Vi slår to fluer med ét smæk under måltiderne på turen, da vi bl.a. skal besøge forskellige spisesteder - herunder en restaurant drevet af sindslidende og en såkaldt Dunkelrestaurant, hvor man spiser i mørke. Den slags engagement og inklusion af borgerne kunne jeg også sagtens se en pendant til i vores hjørne af landet.
Blandt de øvrige planlagte aktiviteter er et besøg i den danske ambassade med oplæg fra Ministerråd Poul Scheuer og rundvisninger i Reichstag og et tysk jobcenter. Herudover besøger udvalget en flersporet uddannelsesinstitution i Berlin, som er et resultat af en reform af det tyske uddannelsessystem fra 2010, hvor man besluttede at samle flere uddannelsestyper under samme tag.
Ud over arbejdsmarkedsudvalgets syv politikere deltager økonomi- og arbejdsmarkedsdirektør Leif Johannes Jensen, arbejdsmarkedschef Michael Duus Nielsen og en embedsmand fra Hjørring Kommunes Arbejdsmarkedsforvaltning.