Udvalg opgiver forsamlingshus

Pengene til projektering af et nyt multihus i Svenstrup går i stedet til Lundby og St. Restrup

Mange i Svenstrup ønsker sig stadig et nyt forsamlingshus - og det må gerne ligge centralt i byen.

Mange i Svenstrup ønsker sig stadig et nyt forsamlingshus - og det må gerne ligge centralt i byen.

Aalborg Kommunes udvalg for sundhed og bæredygtig udvikling vil have resten af de 150.000 kroner, som initiativtagerne til et nyt forsamlingshus i Svenstrup oprindeligt fik at projektere huset, tilbage Begrundelsen er blandt andet, at det ikke er lykkedes at finde en egnet placering til huset, og derfor frygter kommunen også at projektet er gået i stå. - Jeg er selvfølgelig ked af, at det ikke bliver til noget. Men arbejdet på at finde løsning har trods alt været i gang i to år, så nu synes vi, det er på tide at trække en streg i sandet, siger rådmand Thomas Kastrup-Larsen (S). Han understreger, at Aalborg Kommune generelt er godt med, når det gælder forsamlingshuse, og det går også godt i St. Restrup og Lundby, som begge var med i projekt "Fremtidens Forsamlingshus" sammen med Svenstrup. I St. Restrup har man f.eks. renoveret gymnastiksalen i forsamlingshuset i den tidligere friskole og etableret ramper, som forbedrer tilgængeligheden til stedet, og man er også i fuld gang med at etablere en ny kulturcafe samt klublokaler, køkken og toiletfaciliteter i kælderen. Chokeret formand I Lundby vil man rive en gammel dårlig tilbygning ned og lave en større tilbygning med klub, værksteder, it, legerum samt toiletter og indgangsfaciliteter, og landsbyen er også i gang med ansøgninger til forskellige fonde. Så ifølge rådmanden er det virkelig noget med udviklings-muligheder i. - Derfor fordeler vi også de 107.000, der er tilbage af de 150.000 kroner, Svenstrup oprindeligt fik, mellem de to byer, forklarer han. I Svenstrup er formanden for det lokale samråd, Frits Pedersen, noget chokeret over dén besked: - Jeg ved godt, det har taget lang tid, men vi arbejder stadig på sagen - blandt andet sammen med boligforeningen Himmerland, som vi har møde med senere på måneden, fortæller han. Ifølge Frits Pedersen er der allerede lavet tegninger til huset, og derfor undrer det ham også, at Aalborg Kommune ikke synes, der er sket noget. - Nogle gange er kommunikationen mellem Aalborg Kommune og samrådene lidt mærkelig, mener han. - Det er for eksempel ikke usædvanlig, at man får nej til et projekt, som kommunen så selv bringer på banen senere, fortæller han. Svestrup Samråd vil nu indkalde den gruppe, som har arbejdet med det ny forsamlings- eller multihus, til et møde for at drøfte den fremtidige strategi. For initiativtagerne har bestemt ikke tænkt sig at droppe projektet. - Jeg håber da, at vi kan finde ud af et eller andet i samarbejde med Aalborg Kommune og Boligforeningen Himmerland, siger Frits Pedersen. - På et tidspunkt havde vi jo håbet på, at vi kunne flytte ind i det tidligere områdekontor på Tingstedet 10. Men det blev det blev desværre ikke ledígt alligevel, så nu kigger vi på forskellige grunde i samme område, tilføjer han. Indtil det ny forsamlingshus er færdigt, vil samrådet også forsøge at afvikle en række mindre kultur-arrangementer. Og derfor nedsatte man for nylig en ny kulturgruppe. - Det er jo vigtigt, at vi får taget hul på det her i det små. For vi får nok ikke lige et nyt multihus til 30 mio. i løbet af ingen tid, siger Frits Pedersen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.