Udvalgsmedlem trækker sig
Nyt job som uddannelsesvejleder i Frederikshavn Kommune får Brian Kjær (S) til at overlade stolen i børne- og ungdomsudvalget til partifællen Jørgen Tousgaard
Opdateret kl. 13:25
FREDERIKSHAVN: Byrådsmedlem Brian Kjær (S) er netop startet i nyt job som uddannelsesvejleder i Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU Frederikshavn), som er en del af Center for Unge.
Det får ham til at trække sig fra posten som medlem af børne- og ungdomsudvalget (B&U).
- Som medlem af B&U sidder jeg i virkeligheden som arbejdsgiver for min egen chef og øvrige kolleger. Det er ingen hemmelighed, at der er gang i en større tilpasning af Center for Unge, så det kan fungere efter de politiske og økonomiske justeringer, der er vedtaget, og selv om det er en hård beslutning, mener jeg, at det er rigtigst at trække mig som medlem af B&U, siger den 53-årige socialdemokrat.
Spørgsmål om habilitet
Formelt og juridisk er der intet til hinder for, at Brian Kjær kunne fortsætte i B&U og samtidig være ansat i Center for Unge, men han mener, der med rette vil kunne stilles spørgsmålstegn ved hans habilitet, og derfor overlader han pladsen til en anden.
Det bliver partifællen Jørgen Tousgaard, der overtager Brian Kjærs stol i B&U.
Brian Kjær forventer fremover at skulle overtage opgaver i LAG Nord, LAG Fiskeri, distriktsudvalget, modtagestationen og Aalborg Lufthavns repræsentantskab.
Store beslutninger
Han understreger, at han har været glad for at sidde i B&U.
- Med Bæredygtigt Børneområde har vi fået løst nogle meget svære opgaver i forbindelse med den store omstilling, og det har betydet meget, at vi trods store forskelligheder fik landet den store strukturændring i stort set bred enighed, siger Brian Kjær.
Han har arbejdet med vejledning af unge, siden han startede i Metal i 1992. Fra 2007-2011 tog han en diplomuddannelse i uddannelses- og erhvervsvejledning, og de seneste år har han arbejdet som jobkonsulent i Jobcenter Aalborg.
Som uddannelsesvejleder i UU Frederikshavn skal han være med til at opfylde målsætningen om at få mindst 45 procent af en ungdomsårgang til at vælge en erhvervsfaglig uddannelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.