Udviklingsplan som 11 små dogmefilm
Kommunen går nye, pædagogiske veje og præsenterer udviklingsstrategi med 11 små dogmefilm

Galleri - Tryk og se alle billederne.
Indholdsmæssigt skal man dog ikke forvente Antichrist-scener eller anden grænseoverskridende dogme-dramatik i kommunens dogmedebut, der næppe heller udløser gyldne palmer eller Oscarstatuetter til borgmesterkontorets amagerhylde.
Ikke forbudt for børn
Filmene følger det pædagogiske spor: Udramatisk, overkommeligt og overskueligt, så ethvert barn kan kigge med og forstå, hvad det drejer sig om.
Tidligere er udviklingsstrategien blevet udgivet som en mobbedreng af en rapport, som formentlig ganske få har orket at tygge sig igennem.
- I år forsøger vi at gøre det mere tilgængeligt og interessant end tidligere. Det er enkelt og simpelt og koster næsten ingenting, siger borgmester Lars von Møller, der selv medvirker i én af filmene.
Fire vækstspor
De 11 kortfilm handler om kommunens fire vækstspor: Det maritime, oplevelser, fødevarer og energi.
På rollelisten er for eksempel Poul Knudsgaard, direktør i MAN Diesel & Turbo, der fortæller om de planlagte havneudvidelser i Skagen og Frederikshavn, behovet for kompetenceudvikling og vores rolle som en lille brik i det store globale puslespil.
Turisme og energi
Lene Kappelborg, turistchef i Skagen, fortæller om visionen om et internationalt badehotel tæt på kysten samt turismebranchens fokus på at bevare autencitet og kvalitet.
Arne Remmen, professor på Aalborg Universitet, forklarer, hvordan fokus på energiområdet få år er skiftet.
De første år af energibyens liv handlede det mest om vindmøller, biogasanlæg og lignende. I dag er blikket rettet mod energibesparelser i boliger, hvor borgere og håndværkere er involveret.
De fire vækstspor suppleres af film om arbejdsmarked, arbejdskraft samt by- og boligudvikling.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.