Lokalpolitik

Uenige i sag om rideklub

Politikerne i økonomiudvalget er ikke enige i sagen om Dronninglund Rideklub, der har søgt om støtte til at etablere sig på Holtegaard ved Try.

Et flertal i fritids- og kulturudvalget havde indstillet, at man giver klubben en kvart million kroner i etableringstilskud, men økonomiudvalget valgte på sit møde i går at sende sagen videre til byrådet uden indstilling. - Der er delte meninger om, hvor vidt man behøver bevillingen, når der er en rideklub i nærheden. Derfor bliver den bare fremsendt, fortæller borgmester og formand for økonomiudvalget, Lene Hansen (S), der ikke kan komme det nærmere, hvilke grupper, der mener hvad. - Der er blandede meninger, konstaterer hun. Hjemløs Baggrunden for sagen er, at Dronninglund Rideklub ikke kan blive på deres hjemsted på Dronninglund Hovedgaard. Klubben har længe søgt nyt hjemsted nær Dronninglund, men det er ikke lykkedes. Nu ønsker klubben i stedet at etablere sig på det private sted Holtegaard, som ikke ligger så langt fra Hjallerup Rideklub. Klubben havde søgt om en million kroner, men et flertal i fritids- og kulturudvalget ønskede at give en kvart million til hestebokse og ikke give tilskud til noget fast som for eksempel baner, da klubben skal kunne tage tingene med sig ved en eventuel flytning. Hildo Rasmussen (S) var imod. Sagen kommer til behandling på næste byrådsmøde, som finder sted onsdag i næste uge.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden