Uhumsk cateringfirma lukket af Fødevarestyrelsen
Et cateringfirma ved Skive har fået sundhedsskadelige fødevarer overhældt med grøn destruktionsvæske
Opdateret 23. maj 2022 kl. 14:48
SKIVE: Fødevarestyrelsen advarer forbrugere mod fødevarer, der er købt fra adressen Viborgvej 26 i Skive.
Her fandt Fødevarestyrelsens Rejsehold søndag blandt andet en ulovlig slagtet ’grill-gris’, som hverken før eller efter slagtning har været underlagt den lovpligtige dyrlægekontrol. Det kan derfor ikke udelukkes, at grisen kan have været syg på slagtetidspunktet, skriver styrelsen i en pressemeddelelse.
Snavset udstyr og gamle madrester
Ud over grisen fandt Fødevarestyrelsen også særdeles uhygiejniske lokaler brugt til fødevareproduktion, snavset udstyr og inventar med ansamlinger af både gamle madrester, skidt og skimmel.
I forbindelse med kontrollen fandt Rejseholdet også en oksesteg, en skinke og andre fødevarer, der blev overhældt med grøn destruktionsvæske.
Rejseholdet konstaterede desuden, at der blev opbevaret rottegift i et lokale i umiddelbar tilknytning til de lokaler, hvor ejeren af ejendommen fremstillede fødevarer.
Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt fødevarer fra adressen, til at kassere varerne eller levere dem tilbage, da de er produceret under stærkt uhygiejniske forhold og kan være sundhedsskadelige.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.