konflikt, krig og fred

Ukraine anser fredelig løsning på konflikt som realistisk

Det er ifølge Ukraine mere realistisk, at konflikt med Rusland ender med en diplomatisk løsning end med krig.

Russian military build-up in Belarus
Russian military build-up in Belarus Maxar Technologies/Reuters

Ukraine mener stadig, at der er mulighed for at finde en fredelig løsning på en igangværende konflikt med nabolandet Rusland.

Det siger Mykhajlo Podoljak, der er rådgiver for den ukrainske præsident.

- En ærlig vurdering af situationen viser, at sandsynligheden for at finde en diplomatisk løsning om at nedtrappe situationen er væsentligt højere end risikoen for yderligere optrapning, siger han.

Konflikten mellem Ukraine og Rusland har tiltrukket sig opmærksomhed fra Vesten. Her frygtes det, at Rusland planlægger en invasion af Ukraine.

Rusland har opmarcheret over 100.000 soldater langs den ukrainske grænse.

USA sagde lørdag, at Rusland har placeret 70 procent af de soldater ved grænsen, som landet vil have brug for til et eventuelt angreb.

Hvis Rusland fortsætter med at opruste i samme tempo, vil landet have opmarcheret omkring 150.000 soldater i midten af februar, vurderer USA.

Ifølge rådgiveren Mykhajlo Podoljak er Ruslands handlinger et forsøg på "at sikre konstant og massivt psykologisk pres" på Ukraine. Han tilføjer, at der fra Ukraines synspunkt ikke er noget særligt nyt i opmarcheringen.

- For vores efterretningstjenester og vores væbnede styrker kommer den russiske aktivitet ikke som en overraskelse overhovedet, lyder det.

I januar mødtes russiske topdiplomater med Nato og USA for at diskutere situationen. Det dæmpede dog ikke spændingerne.

Rusland har længe krævet garantier for, at Ukraine aldrig bliver optaget i forsvarsalliancen Nato - et krav, som hidtil er blevet pure afvist.

Rusland annekterede i 2014 med magt den ukrainske halvø Krim. At annektere vil sige at overtage og erobre et område og erklære det sit eget.

Siden da har USA og flere vestlige lande støttet Ukraine.

/ritzau/AFP

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden