Ulven kommer
Ny udstilling på Dorf Møllegård
DORF: Der går næsten ikke en dag, uden at der er en eller anden form for omtale af den famøse ulv i dagspressen. Enten er det endnu et udsagn om, at nogen har set en ulv liste rundt et sted, udtalelser om potentielle ulveunger her til sommer eller følelsesladede diskussioner på forskellige internet-foraer blandt jægere om nedskydningen af rovdyret.
Fra tirsdag 2. juni og indtil søndag 2. august vil der på Dorf Møllegård være lejlighed til at stifte nærmere bekendtskab med det dyr, som man i århundreder satte alt ind på at udrydde, og som faktisk har været udryddet i 200 år. Nu er den vendt tilbage med alle de problemer, som den fører med sig i form af dræbte får og hjortedyr.
Udstillingen om ulven tager udgangspunkt i dens tilbagevenden til den danske natur, og der gives både en naturfaglig og en biologisk synsvinkel på dyret. Udstillingen inddrager billeder, lyd og aftryk af ulvespor (og hunde – og rævespor), som man kan røre ved. Udstillingen giver blandt andet et indblik i ulvens slægtskab med hunden, dens spisevaner og dens vandringer.
Udstillingen er en vandreudstilling, og den er produceret af Naturhistorisk Museum i Aarhus og udlånt til Museerne i Brønderslev Kommune.
I anledning af udstillingen giver museumsleder Anne Dorthe Holm en kort introduktion til udstillingen og ulvens historie i Danmark 2. juni klokken 14 på Dorf Møllegård. Introduktionen er gratis, når entreen er betalt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.