Underlige "nye" partiledere
VALG:Det er givetvis skønt for nye partiledere med fod under eget skrivebord, men jeg er bekymret. Især undrer jeg meget over folketingskandidater, som i årevis har siddet som ministre i regeringer, der for alvor ændrede det Danmark, vi kendte.
Disse “nye” partiledere sendte danske unge i en krig på et tvivlsomt grundlag, man senere ikke ønskede lære af med en kommission.
Disse “nye” partiledere nedlagde vores gamle kommuner med den nærhed og tilgængelighed, som de nu pludselig påstår at stå for. De nedlagde amterne, som havde specialer på handicap- og miljøområdet. De fordyrede vores sundhedssystem med privatiseringer. De lagde vores skattesystem i ruiner og mangler stadig at anerkende, at grådighed og svindel findes i alle socialklasser.
Nå ja, det var da også dem, der mente at kollektiv trafik var lig med billig indenrigs flytrafik - dengang, og blokerede for elektrificeringen af jernbanen i deres regeringstid.
Disse to tidligere Venstre-ministre, Løkke og Støjberg, er nu på hver deres måde vendt på en tallerken. Den ene med barnlig hadefuld retorik mod især statsministeren, der får én til at erindre barndommens: Det, man siger, er man selv. Den anden taler til andre vælgergrupper, men med lige så snedig hensigt.
Jeg har endnu ikke besluttet mig for hvor jeg vil sætte mit kryds, men det bliver ikke på et af de to ekstremt personbårne partier.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.