Underskrifter skal redde Toppedalskolen
Borgerforeningen i Brøndum starter underskriftsindsamling efter borgermøde - og skolebestyrelsen indkaldes ekstraordinært
Opdateret kl. 17:23
SALLING/BRØNDUM: Bevar Toppedalskolen!!!
Efter borgermødet tirsdag aften i messecentret i Aars, hvor det stod tydeligt, at Toppedalskolen er i farezonen for at blive slagtet, når politikerne i Vesthimmerland skal beslutte sig for en kommende skolestruktur, går Brøndum Borgerforening nu på banen med en underskriftsindsamling til fordel for den lille lokale skole, der har en afdeling i både Skarp-Salling-Brøndum-området samt i Vindblæs.
Birthe Noer Ingemann, der bor i Brøndum, og sidder i både borgerforeningen samt skolebestyrelsen, er bestyrtet over, at slagtekniven i den grad er rettet mod den lokale skole, hvor hendes søn er elev.
- Derfor har borgerforeningen onsdag morgen sat gang i en underskriftindsamling i brugsen i Skarp-Salling. Vi er virkelig bekymrede for den her udvikling. Vi skal have gjort politikerne opmærksomme på, hvor vigtigt det er, at vi har en lille lokal skole i vores nærområde, siger Birthe Noer Ingemann, der peger på, at i to af tre forslag, som en ad hoc-gruppen fremlagde på borgermødet, ja, der er sparekniven stift rettet mod Toppedalskolen.
- Der er vist ikke så mange som tror på, at der bliver drysset en generel besparelse ud over hele skolevæsenet, så alle skoler kan opretholdes. Og så er der to forslag tilbage. I det ene skal overbygningen fra Toppedalskolen flyttes til Løgstør, mens de mindste elever bliver på matriklen i Vindblæs. I det andet bliver begge Toppedalsskolens afdelinger nedlagt.
- Men sagen er den, at vi ikke vil have vores børn på de store skoler. Min søn skal ikke ind på Løgstør Skole. Vi er netop flyttet til Brøndum for at han kan gå på en mindre skole, siger Birthe Noer Ingemann, der med bestyrelseskasketten på fra borgerforeningen ser mørke skyer trække op over hele lokalområdet, hvis den lokale skole ryger i svinget.
- Det vil være en katastrofe. Skolen er samlingspunkt for mange aktiviteter. Derfor er borgerforeningens bestyrelse også hasteindkaldt til et ekstraordinært bestyrelsesmøde på mandag, hvor vi skal have drøftet den alvorlige situation, siger Birthe Noer Ingemann.
Det er endnu uvist, hvor længe underskriftsindsamlingen kører.
Skolebestyrelsen på Toppedalskolen er også ekstraordinært indkaldt for at drøfte situationen. Det møde er på søndag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.