Ung iværksætter udvikler børnesikker foto-app
Fie Lindholm fra Skovsgård har udviklet app’en Kids Universe, hvor billeder kan deles sikkert
SKOVSGÅRD: Den unge studerende Fie Lindholm fra Skovsgård, fik idéen til sin app, Kids Universe, da mange i omgangskredsen begyndte at få børn. Med rødder i en rigtigt ”iværksætterfamilie” var der ikke langt fra idé til handling, og Fie gik i gang med at få udviklet Kids Universe app’en, der giver forældrene mulighed for at dele billeder i et lukket univers udelukkende med godkendte ”følgere”. Samtidig skal forældrene ikke give afkald på rettighederne til deres egne fotos, og de undgår at ”baby-spamme” de bekendte, der ikke nødvendigvis har stor interesse i at følge med i alle episoder med de små guldklumper.
En rigtig iværksætterkvinde
Fie Lindholm er 24 år og i fuld gang med sin kandidatuddannelse i IT Oplevelsesdesign, som hun regner med at afslutte i 2016. Men sådan et kandidatstudie skal da ikke komme i vejen for at starte virksomhed. Med en far og brødre, der er selvstændige, var det ikke en fremmed tanke for Fie at starte som iværksætter.
- Da jeg fortalte min far om idéen, begyndte han at ringe til mig konstant for at få mig til at gå i gang. Til sidst sagde han, at hvis jeg ikke gjorde det, så ville han. Naturligvis betyder det meget at have en familie, der støtter op og ikke kun taler for de sikre valg, Fie Lindholm.
Tidligere elitespiller
Fie havde aldrig drømt om at blive selvstændig eller i det hele taget tænkt meget over det. Men hun så et område, hvor der manglede en løsning, og derfor besluttede hun at gøre noget ved sagen.
- Jeg kunne ikke slippe tanken, og når jeg sætter mig noget for, så går jeg også 100 procent ind for det. Den indstilling tror jeg også var en medvirkende faktor i min tidligere elitesportskarriere som fodboldspiller med kampe på diverse ungdomslandshold, siger Fie Lindholm. Elitesporten har dog ikke helt sluppet sit tag i Fie, hvis partner Daniel Christensen er professionel fodboldsspiller for AGF.
Vækststøtte til app
Fie er helt klar over, at projektet ikke er sikret succes, men hendes målrettede og fokuserede indstilling - og store opbakning fra de nærmeste - vil med sikkerhed kunne hjælpe hende et langt stykke ad vejen. Og hun er ikke alene om at kunne se behovet for en sådan platform. Hun har fået vækststøtte til at skabe den gratis applikation, der fra 24 april har lagt tilgængelig i App-Store.
- Jeg er optimistisk og ikke mindst målrettet omkring projektet, hvilket har gjort, at jeg har investeret meget tid og ikke mindst penge i det. Samtidig er jeg dog også realistisk og ved, at det kan gå galt, og at alle pengene kan være tabt, et faktum der har holdt mig vågen flere gange, siger Fie Lindholm.
Noget tyder dog på, at hun har ramt et aktuelt behov, for i den seneste tid har der været øgede fokus på de mange delinger af børnebilleder på sociale medier, derfor mener Mia Hutzelsider, som er mor til en otte måneder dreng også, at Kids Universe kommer på et godt tidspunkt.
- Kids Universe er den perfekt løsning for mig. Her kan jeg samle alle billeder af min søn på et sted. Jeg deler sjældent billeder på facebook, så jeg synes, at det er rigtig dejligt, at jeg ikke skal være nervøs for, hvor billederne ender.
pd
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.