Ung keeper: Den største oplevelse
Marcus Mølbjerg Jørgensen blev kastet for løverne mod Bjerringbro-Silkeborg, men overlevede
Opdateret kl. 21:48
SILKEBORG: 19-årige Marcus Mølbjerg Jørgensen fik sin ilddåb, da Aalborg Håndbold torsdag aften tabte 24-18 ude til Bjerringbro-Silkeborg i den første af to bronzekampe.
Den unge målmand kan dog ikke lastes for nederlaget. Han leverede fornuftigt med syv redninger og en redningsprocent på 34. Han havde ellers sommerfugle i maven - foran de 1912 tilskuere i Jysk Arena i Silkeborg.
- Jeg har ikke prøvet sådan et tryk fra tribunerne før, så det var den største oplevelse i min karriere. Det går noget hurtigere, end jeg er vant til, men jeg synes, at gik fornuftigt. Det giver i hvert fald mod på mere, siger Marcus Mølbjerg Jørgensen.
Den unge keeper godkender den defensive indsats i kampen.
- Det var angrebsspillet, der ikke fungerede ordentligt. Man vinder ikke mange håndboldkampe, når man kun scorer 18 mål, siger han.