Halvrimmen

Ung mand får 20.000 kroner for bilfund

Stjålet BMW dukkede pludselig op på parkeringsplads i Aarhus

Foto: JL Biler

Foto: JL Biler

HALVRIMMEN:I sidste uge blev en dyr BMW m3 stjålet fra bilforretningen JL Biler i Halvrimmen nær Brovst.

Det fik hurtigt ejeren til at udlove en dusør på 20.000 kroner i håbet på at få den specielle bil tilbage. Og det har nu vist sig at give pote.

I går eftermiddag omkring kl. 15 blev bilen nemlig fundet på en parkeringsplads midt i Aarhus. Det var en ung mand, der var ude at gå søndagstur med sin kæreste, der tilfældigt kom forbi den sorte BMW, som vakte hans interesse.

- Han var meget bilinteresseret, og derfor slog han den op på mobilen. Her kunne han se, at nummerpladen tilhørte en anden bil, og da han så googlede videre, fandt han ud af, at bilen var stjålet og tilhørte os, fortæller Jesper Larsen, som ejer JL Biler.

En stor lettelse

Bilen blev stjålet fra forretningen natten til torsdag, da gerningsmændene brød ind i det våbenskab, hvor nøglerne til forretningens biler lå.

- Det er en kæmpe lettelse. Jeg har gået rundt med en klump i maven hele weekenden og følt mig magtesløs. Jeg troede ikke, at den ville blive fundet. Det er rent held, at den ikke er blevet kørt til ulandet og er blevet skrællet fuldstændig, siger bilforhandleren.

Jesper Larsen er især taknemmelig for, at folk fra hele landet har været gode til at dele opslaget om den stjålne bil på de sociale medier.

- Der er ingen tvivl om, at det er det, der har ført til, at den er blevet fundet. Det siger politiet også, og jeg er dybt taknemmelig, siger den glade bilejer, der som lovet tildeler den unge mand fra Aarhus 20.000 kroner som tak for hjælpen.

Mange henvendelser

Jesper Larsen fortæller, at selvom den store dusør i sidste ende gav pote, har han også modtaget mange henvendelser fra dusørjægere med falske oplysninger om den stjålne bil.

Bilen er nu i politiets varetægt i Aarhus.

- Vi håber, de finder noget dna på rattet eller andre steder i bilen, så vi kan finde ud af, hvem der står bag, siger Jesper Larsen, som glæder sig til at få sin BMW tilbage til Nordjylland.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst