Ung SFer stiller op som spidskandidat til Europaparlamentet
- EU skal ned i øjenhøjde, siger Teis Volstrup, der kandiderer til EU-parlamentet
FREDERIKSHAVN: Teis Volstrup har kastet sit navn i puljen for at blive en af SFs spidskandidater til Europaparlamentsvalget.
Det vigtigste for Teis Volstrup er, at få EU ned i øjenhøjde:
- Jeg voksede op på en svinefarm mellem Kvissel og Dvergetved. Det eneste vi kendte til EU var de støttekroner, der kom ind på kontoen. Afstanden mellem EU-borgeren og EU-bureaukraten var stor, og den er ikke blevet mindre siden. Vi skal have EU i øjenhøjde og helt derud, hvor jeg selv voksede op, siger Teis Volstrup i en pressemeddelelse.
Bevare den kritiske sans
Men der er også en række konkrete mærkesager som Teis vil kæmpe for
- Jeg mener det er vigtigt, at vi får et grønnere EU, der går forrest på verdensplan indenfor klima- og miljø med en offensiv grøn politik.
- Jeg vil have et solidarisk EU, hvor lønmodtagernes interesser er i højsæde. Jeg vil et Europa, der holder bankerne i kort snor, siger Teis Volstrup.
Teis Volstrup vil kæmpe for, at Europa går forrest sammen med Danmark.
- Men det kræver grønne, socialistiske kræfter i Europaparlamentet. Den politiske kamp vil jeg gerne være en del af, forklarer Teis Volstrup
Teis Volstrup har i de sidste fem år været folketingskandidat i Frederikshavn for SF og fik ved folketingsvalget i 2011 knap 900 personlige stemmer.