Ungdommens givtige forår

Økonomisk krise kan mærkes på Aalborg Kongres & Kultur Centers forårsprogram

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med den økonomiske krise følger arbejdsløsheden. Alt for mange mennesker tilbringer ufrivilligt alt for mange dage hjemme foran fjernsynet, hvor nyhederne fortæller om den ene dårligdom efter den anden. Når al den dårligdom bliver for meget, vælger flere og flere at søge tilflugt i de mange kulturelle arrangementer rundt i lokalområdet. Sådan tolkes udviklingen i hvert fald hos Aalborg Kongres & Kultur Center, AKKC, der fik en rekordomsætning i 2011. Mindre lyst til elendighed Nu er AKKC klar med et forårsprogram, der byder på både store danske og internationale kunstnere, men som også er præget af den økonomiske krise. - Når hverdagen er fyldt med elendighed, går folk ikke i byen for at se tunge, deprimerende stykker. Derfor har vi i år lagt vægten på lettere underholdning, fortæller Ernst Trillingsgaard, direktør for AKKC. - Vi har stadig dybere arrangementer, men foråret er mest for de unge og dem, der gerne vil hygge og more sig, fortæller han. De unge strømmer til Ungdommens forår ses tydeligt i de udsolgte shows med Casper Christensen & Frank Hvam, City Singlers grænseoverskridende "Frækkere i 2'eren", koncerter med Nik & Jay og D-A-D og shows med Ørkenens Sønner og Krysters Kartel. - De unge lader sig ikke påvirke af økonomisk krise. Om de forbruger over evne, får penge af mor og far eller selv sparer op, ved jeg ikke, men de unge strømmer til vores arrangementer, lyder det fra Ernst Trillingsgaard. Også for de ældre Aalborg Kongres & Kultur Centers forårsprogram byder dog også på arrangementer for det ældre segment, da pensionister heller ikke lader sig kue af økonomiske kvaler i samfundet. For tredje gang får Aalborg besøg af Wiener Philharmonikerne, et af verdens mest kendte klassiske orkester. Hansi Hinterseer vender tilbage med endnu en koncert i Gigantium i marts, og Niels Hausgaard spiller til udsolgte shows. Tommy Kenter går på scenen i Europahallen, og også Sanne Salomonsen, Abba the Show, Kandis og Thorleif, Michael Carøe og DR Big Band optræder i foråret. Desuden byder foråret på Aalborg Operafestival og Andrew Lloyd Webbers musical "Evita", og så vil is-akrobaterne fra Russian Ice Stars optræde fra 23. til 25. februar. Billigere billetter Den økonomiske krise har ikke kun påvirket indholdet af AKKC's arrangementer, men også deres priser. For få år siden kostede billetterne til Wiener Philharmonikerne mellem 1100 og 1300, men de er nu sat ned til 795 kroner. - 1000 kroner ser ud til at være skillelinjen lige for tiden. Publikum vil ikke give mere for det, og det må vi tilpasse os til, fortæller Ernst Trillingsgaard, der er godt tilfreds med forårsprogrammet. - Selvom vi er lidt mere ungdomsfikseret, synes jeg, vi har en fin dækning af alle stilarter, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.