Dans

Unge i kædedans og polkaplask

Unge fastholder folkedans og mødes selvfølgelig også til landsstævne i Frederikshavn

6
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Linette Engedal, Herning og Christian Albertsen, Esbjerg er klar til natdans i laden. Foto: Kim Dahl Hansen

FREDERIKSHAVN:Landsforeningen Danske Folkedansere og Danske Folkedanseres Spillemandskreds samlede cirka 1000 deltagere til landsstævne i Frederikshavn. Det blev til en uge med dans og spillemandsmusik stort set døgnet rundt.

De dansede i deres flotte dragter på torve, pladser, gader og haver - til glæde for deltagerne selv, men så sandelig også for de mange tilskuere,

Rammen om landsstævnet var den gamle herregård Knivholt, der hver eneste weekend er lejet ud til aktiviteter af enhver art. I den forløbne uge summede laderne, de mange tilstødende lokaler, gårdspladsen og markerne, der var omdannet til campingpladser, af liv og glade dage.

Deltagerne, der havde armbånd på som til enhver anden festival, optrådte i mere nutidig forklædning på stævne-centret på Knivholt. De ældre var nok i overtal, men ellers kan man betegne landsstævnet som en familie-camp med folkedansen som den store fælles interesse.

I år havde de unge fået deres egen ungdomscamp i haven tæt ved Knivholts stuehus.

Mens en stor del af de unge allerede dansede i østre lade, var der andre, der stadig var i gang med opvarmningen med shots i telte på ungdomscampen.

- Jo jo, vi skal da ned i laden og danse. Men senere. Så danser vi hele natten. Men præcist i morgen klokken 8 holder vi samling og hejser flaget med teksten Tour de Folkedans på vores camp, bedyrer de unge inde fra teltet.

- Jeg har danset folkedans, siden jeg var to år, fortæller Christian Albertsen fra Esbjerg, der både danser og spiller spillemandsmusik.

- Vores forældre har mødt hinanden via folkedans, og de har givet interessen videre til os, supplerer Linette Engedal fra Herning.

Som de fleste andre af de unge folkedansere mødes de flere gange om året til stævner rundt omkring i Danmark - og andre lande.

Svedende danse

Per Sørensen er 16 år og fra Ølstykke. Han sveder, for det er god motion at danse folkedans. Per har også fået interessen for folkedans fra sine forældre. Han giver fire gode grunde til, at han som 16-årig fastholder folkedansen.

- Det er sjovt, jeg får mange nye venner og et godt fællesskab - og motion.

Spillemændene slår tonerne an til Den Toppede Høne fra Vendsyssel, og dansen bliver ved og ved - vist nok med improvisationer undervejs.

- Jeg regner da med at blive ved til i morgen tidlig, slutter Per Sørensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst