Unge iværksættere har fået flot start med Terndrup Autolak

Jesper Bøss
Nicklas Larsen var med på ideen, da Nicolai foreslog, at de sammen skulle starte som autolakerer i Terndrup. Foto: Jesper Bøss
1. november 2016 06:00

Nicolai er 24 år. Nicklas er 25 år. Begge bor i Aalborg, men alligevel fik de øje på Terndrup som det ideelle sted til at udleve drømmen som selvstændig.

- Jeg kørte rundt som sælger af maling til blandt andet autolakering, og kom tilfældigt forbi stedet her på Hadsundvej i Terndrup. Det var til leje, og helt oplagt til at starte som selvstændig autolakerer. Jeg tog med det samme fat i Nicklas om han var med på ideen, og han var heldigvis frisk. Derefter gik det stærkt, og vi fik ordnet alt det praktiske, og åbnede for en måneds tid siden, fortæller Nicolai Frederiksen, og fortsætter:

- Selvfølgelig krævede det nogle overvejelser, da vi begge havde gode, faste jobs, men lige siden vi mødte hinanden på teknisk skole har vi haft lysten til at starte selv, og det mindede vi hinanden om.

- Samtidig havde vi sammen den fornødne uddannelse og erfaring. Nicklas kom fra et job som autolakerer, mens jeg havde stor erfaring med produkterne via mit job som sælger af maling til blandt andet autolakererbranchen.

Maler og lakerer det meste

Selvom navnet er Terndrup Autolak handler det ikke kun om lakering af biler. Den nye virksomhed lakerer og maler på stort set alle tænkelige overflader:

- Vi maler selvfølgelig mange biler, blandt andet efter buler og andre skader, men vi maler også køkkener, døre, borde, reoler og generelt møbler, som skal have nye, skinnende overflader, fortæller Nicolai, der samtidig røber, at duoen stille og roligt vil udvide virksomhedens aktiviteter:

- Det er vores plan, at vi også vil begynde at sælge brugte biler, som vi i samarbejde med vores nabo (et autoværksted, red.) vil sætte i stand, og naturligvis lakere, så de står knivskarpt. Men det tager vi stille og roligt hen ad vejen. Lige nu koncentrerer vi os om vores start med autolakering.

- Her har vi i øvrigt fået en ganske god start med pæn travlhed. Vi er blevet taget rigtigt godt imod her i Terndrup, og er faktisk overrasket over, hvor meget der egentligt sker i byen. Byens størrelse taget i betragtning er der jo rigtig mange butikker og virksomheder i byen.

- Derfor er det heller ikke noget problem, at vi begge bor i Aalborg, og skal køre hertil hver morgen. Vi er i hvert fald rigtig godt tilfredse med det hele, slutter Nicolai.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...