Unge OL-håb imponerede
Frederik Jensen og Jim Andreasen gav den gas til julestævnet i Aabybro
Opdateret kl. 23:40
AABYBRO: Der var som sædvanlig godt besøgt til det det traditionsrige julestævne med Pandrup Bokseklub, der vanen tro blev afholdt i DGI Huset i Aabybro.
12 kampe var på programmet - heriblandt seks af Pandrups egne boksere, der alle hentede sejre.
Særligt imponerede det unge stortalent Frederik Jensen på bare 19 år, der havde noget at revanchere efter et nederlag ved julestævnet sidste år.
I år var der dog ingen slinger i valsen. Allerede i første omgang måtte Lukas Gorecki tage tælling efter en af Frederik Jensens lynhurtige kombinationer. Resten af tiden boksede Frederik Jensen som sædvanlig teknisk sikkert og landede mængder af træffere, mens tjekken havde store vanskeligheder ved at holde sig på benene.
- Som bokser ser man frem til julestævnet, fordi det er et godt publikum. Men der er også flere nerver på, end der er i så mange andre kampe, fordi man ved, at der er så meget familie og så mange venner til stede. Det kan jeg godt mærke lægger et vist pres på mig, siger Frederik Jensen.
Pandrups OL-håb Jim Andreasen var kommet på en hård opgave mod den erfarne tjekke Tomas Bezvoda, der kampen igennem lagde pres på den unge nordjyde og hele tiden gik frem. Men det gav Pandrup-sværvægteren god mulighed for at bruge sin gode teknik, og især når han fik tjekken på afstand viste Jim Andreasen, at 2015 kan blive et rigtig stort år.
Supersværvægteren Kasper Bertelsen vandt også sin kamp på trods af en tur i gulvet i første omgang. Resten af vejen scorede han dog klart mest, men det var en særdeles rodet og uskøn forestilling mellem to boksere, der så ud til at have brugt alle kræfterne i de første tre minutter.
Stævnets mest underholdende kamp blev dog leveret af en af de gæstende norske boksere, da Olav Enes i mellemvægt hentede pointsejr på 2-1 over Thomas Ptacek fra Tjekkiet.
Kampen igennem slog begge boksere igennem med store træffere, og nordmanden var da også en tur i gulvet i anden omgang med en gevaldig gang næseblod til følge. Men over samtlige tre omgange leverede han de fleste og bedste træffere, og derfor kunne sejren tilskrives nordmanden.
Også Aarhusbokseren Rajab Sarwari leverede en god og underholdende fight i sin kamp i letsværvægt mod Jan Muzik. De to boksere startede ud i højt tempo, og det tærede på kræfterne hos dem begge, og så kunne Sarwari hente sejren på sin gode tekniske boksning.
Først i ilden af hjemmeklubbens boksere var Anders Winther, der havde nogle problemer med sin tjekkiske modstander Michael Visnovsky, men alligevel hentede en sikker 3-0 sejr på point.
Anden Pandrup-bokser i ingen var Firas al Sayed, der også hentede en 3-0 sejr mod tjekkiske Daniel Freiherr. Kampen kommer dog absolut ikke til at stå som en af de bedste på den 20-årige boksers cv. Dertil leverede al Sayed simpelthen for lidt i de tre omgange af tre minutter.
Mere punch var der i juniorbokseren Patrick Pedersen, der var ganske overbevisende i sin sejr over Michael Chiudil.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.