Unge til udfordrende løb i Skagen
Der blev både rappellet og skåret fisk op
SKAGEN: Døde fisk, svimlende højder og hjælpsomme skagboer var alt sammen på ingredienslisten, da en flok døgnanbragte unge indtog toppen af Danmark.
I alt 22 børn og unge samt 10 pædagoger fra institutioner i Grenå, Randers, Haderslev og Løkken blev alle sat på noget af en prøve, da de deltog i Børnehjælpsdagens Skagensløb. Holdvis skulle de gennemføre det fem timer lange løb ved at udfylde et opgaveark med forskellige spørgsmål omkring Skagen. For at løse opgaverne skulle deltagerne blandt andet tage billeder og spørge de lokale skagboer til råds. Holdene skulle selv prioritere og organisere hvilke opgaver, de ville løse i forhold til tid og point.
Styrkende udfordringer
Som en del af løbet var der også bemandede poster, hvor de unge blandt andet skulle rappelle ned fra en 18 meter høj silo, sprætte fisk op og lave en slikkepind i Bolsjeriet. Især rappellingen var grænseoverskridende, men alle de unge gennemførte udfordringen i flot stil.
- Formålet med dagen er, at give de anbragte børn og unge en god oplevelse, hvor de får sved på panden, og samtidig lærer noget nyt, fortæller Susanne Jensen, der er projektleder i Børnehjælpsdagen.
Hun tilføjer, at mange anbragte kæmper med et lavt selvværd, og at det derfor er afgørende, at de unge får nogle succesoplevelser, hvor de beviser over for sig selv og hinanden, at de kan det samme som alle andre.
Læring til eftertanke
Den solrige dag sluttede på toppen – helt bogstaveligt med en tur i Sandormen ud til Grenen. Og humøret var da også helt i top, da institutionerne tog afsked med Skagen:
- Det har været en fantastisk dag, som både børn og voksne har fået en helt masse ud af. Idéen med at kombinere læring med aktiviteter på denne måde, er helt sikkert noget, som vi vil tage med og gøre brug af i vores interne skole, fortæller Finn Danielsen, der er afdelingsleder på Mellerup Skolehjem ved Randers.
Dagen blev til med støtte fra Sandormen, Skagen Bunker Museum, Skagen turistkontor, Egekilde og Anettes Sandwich.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.