Politi

Udgav sig for politi: To mænd risikerer straffe for at lege politimænd ved Dana Cup-fest

Arkivfoto: Torben Hansen
Arkivfoto: Torben Hansen Foto: Torben Hansen

Opdateret 04. juli 2023 kl. 13:44

HJØRRING: To mænd - en 27-årig aalborgenser og en 26-årig mand fra Østervrå - udgav sig fredag aften for at være politibejtente og førte sig blandt andet frem med falske ID-kort fra politiet i festteltet ved Dana Cup i Hjørring.

- Vi fik en anmeldelse klokken 22.07 fredag aften om, at vagterne ved teltet havde tilbageholdt de to, der gik med politilegitimation om halsen. De havde også været på pladsen torsdag aften. De var udstyret med radioer, øresnegle og stavlygter, men vagterne fandt deres opførsel så mistænkelig, at de tilbageholdt dem, til vi kunne komme frem med en rigtig politipatrulje, fortæller vagtchef Peter Redder, Nordjyllands Politi.

Han forklarer, at der ses meget alvorligt på den slags. Strafferammen for at udgive sig for politi går op til to års fængsel.

- Når folk uberettiget udgiver sig for at være politibetjente, så er der tale om en straffelovsovertrædelse, og de to unge mænd kan ikke undgå at få en plet på deres straffeattest, siger han.

De to kunne ikke give nogen forklaring på, hvorfor de udgav sig for at være betjente.

- Det kan godt være, de to ungersvende synes det er smart, at udgive sig for at være politibetjente, men det er altså ikke specielt smart at få sig en plet på straffeattesten for den slags. Man skal kunne stole på den legitimation, som folk viser. Ellers undergraver man systemet. Desværre er det kun computerne, der sætter grænser for, hvad man kan forfalske, men det her skal man altså lade være med, understreger vagtchefen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden