Datakriminalitet

Universitet til kamp mod netkriminalitet

Aalborg Universitet skal kigge lovgivningen efter i sømmene

AALBORG:Med den aktuelle sag om Se og Hør er der kommet yderligere kog under et i forvejen ømtåleligt emne: misbrug af personfølsomme data.

Sagen har desuden demonstreret behovet for en grundig bearbejdning af den juridiske regulering, der står som fundamentet i indsatsen mod datakriminalitet.

Det mener Lars Bo Langsted fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet, som skal lede et nyt forskningscenter med fokus på it-kriminalitet og international økonomisk kriminalitet.

Det skriver NORDJYSKE Medier torsdag.

- Forskellige personoplysninger dækkes i dag af en række forskellige regler og love, og lovgivningen er ikke uden huller. Der er hårdt brug en afklaring af, hvilke regler og love der skal skabe den nødvendige beskyttelse, siger Lars Bo Langsted til NORDJYSKE.

- I dag er der informationsteknologi inde over alt, og reglerne er både herhjemme og i udlandet i vidt omfang blevet overhalet af udviklingen. Vi har nogle bestemmelser i blandt andet straffeloven og persondataloven, der alle sammen har forskelligt sigte.

- Det gør blandt andet, at man i Se og Hør-sagen kan spørge om, hvilke bestemmelser der egentlig er kommet i spil, fordi man aldrig rigtig har sammentænkt dem. Hvor er beskyttelsen i forhold til noget så relativt banalt som en medarbejder, der lækker oplysninger?

Et af forskningscentrets hovedmål bliver derfor at få afdækket både de nationale og de internationale regler på området.

I internationalt regi kompliceres indsatsen mod datakriminalitet af, at kriminaliteten ofte begås i flere lande med forskellig lovgivning og efterforskningsmuligheder. Dette bliver et fokuspunkt for centeret. Det samme gør blandt andet skattely.

- Samtidig er det vigtigt, at man beskytter oplysningerne i det omfang, de skal beskyttes. Der er mange hensyn, der trækker hver sin vej, og beskyttelsen må heller ikke gå for vidt, siger Lars Bo Langsted til NORDJYSKE.

Han forventer, at man får stablet noget solidt på benene i løbet af efteråret. Det nye center får navnet International Economic Crime and Cyber Crime Research Centre og bliver det første af sin art i Danmark.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst