USA beordrer familier til ambassadeansatte i Kijev hjem
USA advarer sine borgere mod rejser til Rusland og hiver samtidig familier til ambassadeansatte i Kijev hjem.
USA beordrer familiemedlemmer til ansatte ved den amerikanske ambassade i Ukraines hovedstad, Kijev, hjem.
Samtidig bør alle amerikanske statsborgere i det østeuropæiske land overveje at forlade landet som følge af truslen om militær indgriben fra Rusland.
Det oplyser USA's udenrigsministerium søndag.
- Den 23. januar 2022 har udenrigsministeriet godkendt en frivillig afrejse blandt amerikanske ansatte og givet familiemedlemmer ordre om at forlade ambassaden i Kijev på grund af den fortsatte trussel om russisk militærhandling, skriver ministeriet.
Det er ansatte, som ikke regnes som essentielle for driften af ambassaden, der har fået besked om, at de kan forlade landet.
I en særskilt meddelelse søndag advarer det amerikanske udenrigsministerium sine borgere mod at rejse til Rusland som følge af "de igangværende spændinger langs grænsen til Ukraine".
- Amerikanske statsborgere frarådes på det kraftigste at rejse via landjorden fra Rusland til Ukraine gennem denne region, står der i en opdateret rejsevejledning fra ministeriet.
/ritzau/Reuters
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.