USA's østkyst ramt af den værste storm i årevis

Flyafgange og tog er aflyst, og sneen vælter ned. I Florida advarer myndigheder om nedstyrtende leguaner.

Nor''easter storm in New York <i>Andrew Kelly/Reuters</i>

Nor''easter storm in New York Andrew Kelly/Reuters

USA's østkyst er flere steder lørdag ramt af en af de kraftigste storme på østkysten i flere år. Det har fået meteorologer til at sende adskillige advarsler ud og har skabt trafikkaos mange steder.

Tusindvis af flyafgange er aflyst i denne weekend på grund af den kraftige storm.

Byer som New York, Boston og de omkringliggende regioner har fået store mængder sne.

I New York bevæger sneplove og saltspredere sig langsomt gennem gaderne, hvor der lørdag morgen var faldet op mod ti centimeter sne.

I bydelen Long Island har føreren af en sneplov fundet en død kvinde i en bil. Det er endnu uvist, om dødsfaldet skyldes uvejret.

New Yorks borgmester, Eric Adams, skrev fredag på Twitter, at der kan komme op mod 30 centimeter sne i løbet af weekenden. Mange steder er tog og busser aflyst.

Nogle af kystområderne ventes ligeledes at få 30 centimeter sne, inden lørdagen er omme.

Der bor omkring 70 millioner mennesker i det område, hvor snestormen har ramt.

I delstaten Massachusetts kan der komme knap en meters nedbør i form af sne, spår meteorologerne. Her er over 119.000 lørdag aften dansk tid uden strøm.

Men også længere sydpå er indbyggerne blevet advaret om at holde sig inde.

Blandt andet i Florida varsler myndighederne usædvanligt koldt vejr.

I den mere kuriøse ende advarer USA's meteorologiske institut, NWS, om, at man kan blive ramt af leguaner, der falder ned fra træerne.

De store firben, der kan veje op mod ni kilo, bliver lammet i koldt vejr og kan ikke holde sig fast i træerne.

/ritzau/AFP

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.