statsoverhoved

USA sender forsvarsminister til Nato-møde i Europa

USA sender forsvarsminister til Europa, hvor han skal drøfte situationen i Ukraine med andre Nato-medlemmer.

USA sender forsvarsminister Lloyd Austin til Europa i løbet af februar.

Det skriver en journalist fra det amerikanske statsejede medie Voice of America ifølge Reuters på Twitter.

Lloyd Austin skal mødes med de allierede fra den vestlige forsvarsalliance Nato.

Her skal parterne drøfte spændingerne i det østlige Ukraine.

Rusland har opmarcheret omkring 100.000 soldater på grænsen til Ukraine. USA vurderer, at omkring 5000 russiske tropper desuden er til stede i Hviderusland.

Flere vestlige lande har meldt ud, at de agter at sende tropper til Nato-områdets østlige grænse.

Meldingerne om Lloyd Austins tur til Europa kommer, kun kort tid efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, havde besøg af Viktor Orbán, som er premierminister for Ungarn.

Nato-medlemmet Ungarn er på russisk stats-tv blevet betegnet som "et af de få lande, der tillader sig at have sin egen holdning til situationen i Europa".

Den ungarske premierminister sagde efter mødet med Putin, at han mente, at en fredsaftale mellem Vesten og Rusland var mulig.

- Jeg blev i dag overbevist om, at der kan bygges bro mellem eksisterende forskellige holdninger, og at det er muligt at underskrive en aftale, der kan garantere fred, garantere Ruslands sikkerhed, og som også er acceptabel for Natos medlemslande.

Putin anklager Nato for at bryde en gammel aftale og ekspandere mod øst. Han har krævet, at Ukraine bliver afskåret fra nogensinde at blive medlem af Nato - et krav som Vesten pure afviser.

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, har kaldt Ruslands oprustning "en pistol for tindingen".

- Det er af afgørende betydning, at Rusland tager et skridt bagud og vælger diplomati, sagde han tirsdag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden