vejr

Usædvanligt vejr gør det umuligt for fly at lette fra Gardermoen

Lufthavnen i Oslo kæmper med forsinkelser, efter regn og glatte landingsbaner gjorde det umuligt at lette.

GARDERMOEN LUFTHAVN BYGGERI SAS
GARDERMOEN LUFTHAVN BYGGERI SAS Hand Out/Ntb/Ritzau Scanpix

Glatte landingsbaner og øsregn gjorde det fredag morgen umuligt for flyene at lette fra Oslos lufthavn, Gardermoen.

Flyene kan nu lette igen, men det barske vejr har givet forsinkelser.

Avinor, der driver lufthavnen, oplyser på Twitter, at passagererne i lufthavnen må forberede sig på forsinkelser i løbet af dagen.

Ifølge Cathrine Framholt, kommunikationschef i Avinor, var det store mængder regn og frost på landingsbanerne, der skabte problemer for lufthavnen.

- Det er et vejrfænomen, som gør, at det er helt umuligt at bevæge sig udenfor, siger hun til VG.

Svære vejrforhold er ikke nyt for nordmændene, men vejret fredag morgen var alligevel mere, end man kunne forvente.

- Det er normalt med forsinkelser, når det er kraftigt vintervejr i Norge, men det her er værre end normalt, siger Harald Kvam, der er kommunikationschef i Oslo lufthavn til NRK.

Passagerer, der skulle lande i Oslo, har også måttet væbne sig med tålmodighed. De ankommende fly måtte nemlig gerne lande men ikke derefter køre til gaten. Passagererne måtte derfor blive i flyet.

Det var tilfældet for Stig Tangen, der fredag morgen skulle fra Haugesund på Norges vestkyst til Gardermoen.

- Landingen gik fint, men nu har vi siddet fast i flyet i en halv time og fået besked om, at det i hvert fald bliver en halv time mere, fortalte han til VG og tilføjede:

- Det er meget iset.

Stig Tangen var dog alligevel fortrøstningsfuld.

- Jeg skal videre til Værnes (lufthavnen i Trondheim) klokken 12, så foreløbig har jeg god tid.

/ritzau/NTB

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden