Skolevæsen

Usexet navn men godt for maven og øjnene

Frederikshavn Kommune med i eksperiment med den sjældne træart tarmvridrøn, der plantes i skoven øst for Sæby Skole

For medarbejderne i Park & Vej er tarmvridrønnet en faglig udfordring ud over det sædvanlige.
For medarbejderne i Park & Vej er tarmvridrønnet en faglig udfordring ud over det sædvanlige.

Opdateret kl. 12:09

SÆBY: Træets chokoladebrune rønnebær siges at være helbredende mod mavesmerter og diarré. De ”vrider tarmene”. Deraf det lidt usexede navn ”tarmvridrøn”.

Bærrenes helbredende effekt kan spores helt tilbage til et af Martin Luthers breve.

Tarmvridrøn er en af de sjældneste træarter i Danmark.

Men det bliver der, måske, lavet om på nu takket være et skovforsøg, som Frederikshavn Kommune og en række private skovejere under Skovdyrkerforeningen Nord-Østjylland er gået med i.

Øst for Sæby Skole

Ved skoven, der ligger lige øst for Sæby Skole, er Park & Vej for øjeblikket i gang med at plante 1200-1400 nye planter af tarmvridrøn, eller Sorbus torminalis, som den sjældne træart hedder på latin.

De gamle grantræer på arealet mellem Sæby Skole og et parcelhuskvarter i det sydlige Sæby er ryddet, og tanken er, at det om nogle år skal have udviklet sig til en helt ny skov med oplevelser for alle, der færdes i området.

I høj kurs

- Tarmvridrøn er et usædvanligt smukt træ. Om efteråret får den nogle fantastiske pangfarver. Den er et løft til skovæstetikken og har stor rekreativ værdi. Derudover er tømmeret i høj kurs som for eksempel møbeltræ eller træ til musikinstrumenter, fortæller professor i skovdyrkning Jens Peter Skovsgaard, der er ophavsmand til projektet.

Mens en kubikmeter grantræ typisk koster 55 euro eller cirka 415 danske kroner, løber en kubikmeter tarmvridrøn af god kvalitet let op i 1.000 euro, og skæres træet ud i finerkævler er prisen omkring 2.500 euro pr. kubikmeter.

Stammer fra Bayern

Veddet fra tarmvridrøn er hårdt, tungt og elastisk og meget vanskeligt at kløve.

Når det først er tørret, er det meget stabilt og farven er gylden rødbrun.

Frøene fra modertræet stammer fra Sailershausen i Bayern, en by på størrelse med Hørby. Sailershausen er af klimatiske grunde et mekka for netop tarmvridrøn.

Udplantningen af tarmvridrøn ved Sæby Skole er en del af et større forsøg. Den sjældne træart udplantes også andre steder, blandt andet ved Skanderborg og i Sydsverige.

Naturens kaviar

- For os i Park & Vej er det et spændende eksperiment. Vi arbejder med klimagradienterne, og for medarbejderne er det en faglig udfordring, siger skovkonsulent ved Park & Vej Søren Hoff Brøndum, der er en af Jens Peter Skovgaards tidligere elever.

Professoren, der i øvrigt selv stammer fra Hørby, arbejder ved Sveriges Landbrugs Universitet.

Tarmvridrønnetræerne vokser som blandskov og plantes sammen med skovfyr, birketræer, egetræer og hasselbuske.

Hele området er indhegnet, så dåvildt og råvildt og andre dyr ikke tager livet af de små rønnetræer, som også kaldes ”naturens kaviar”. De smager simpelthen så godt, at dyrene spiser dem før alt andet.

Fakta Tarmvridrøn

Tarmvridrøn - på latin Sorbus torminalis - er en af de sjældneste træarter i Danmark.

Den findes på Sydsjælland, Møn og Bornholm.

Den findes især i Mellemeuropa, men forekommer også i Lilleasien.

De nordligste forekomster er i Storbritannien, Danmark og Sverige.

Tarmvridrøn trives bedst på næringsrig lerjord og kalkholdig jord, men ikke på magert sand eller fugtig jordbund.

Ved Moesgaard står verdens tykkeste tarmvridørn, et 24 meter højt træ, der måler 4,5 meter i omkreds i brysthøjde.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden