Uvist om købmanden åbner igen
Omfattende brandskader for op mod syv millioner kroner får Biersted-købmand til at overveje, om han skal genåbne butikken.
BIERSTED: Nytårsaften blev alting raseret indenfor af brand hos Spar i Biersted. Brandårsagen var en defekt elledning ved køledisken, vurderer politiets teknikere. Ingen af varerne i butikken kan bruges igen, siger Allan Stær.
- Alt er ødelagt af branden. Der var 800 grader herinde. Det kan det ikke holde til. Det er næsten synd, jeg havde lige fået nye varer hjem, siger Allan Stær.
Allan Stær anslår, at varelageret er ødelagt for 2,5 millioner kroner, hertil kommer skader på inventar og bygninger. I alt vil det formodentlig koste op mod syv millioner kroner at genopbygge butikken, vurderer han.
Han er endnu ikke klar over, om bygningen kan renoveres eller skal jævnes med jorden. Det sidste er afgørende for ham.
- Hvis butikken skal rages ned. Så vil jeg måske sælge det, eventuelt til et ejendomsprojekt. Jeg er efterhånden blevet 54 år, så hvis jeg skal prøve noget andet, så er det nu, siger Allan Stær.
Forsikringsselskabet har ikke afgjort erstatningsspørgsmålet. Det ventes at ske inden for de kommende måneder.
Hvis bygningen kan renoveres, vil Allan Stær starte butikken op igen. Formodentlig inden for en seks måneders tid, vurderer han.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.