Vækst i det åbne land
Udvalg vil gå til kanten for at give virksomhed mulighed for at vokse
BIERSTED: Nordjysk Grundvandssænkning svømmer med strømmen. I hvert fald har virksomheden, der blev etableret i 2007 i det nedlagte landbrug på Nymarksvej 138 øst for Biersted, nu for 3. gang behov for at udvide bygningerne med opførelse af en ny lagerhal på 720 kvadratmeter.
Virksomheden måtte i 2008 udvide med en bygning på 453 kvadratmeter og i 2013 med endnu en tilbygning på 299 kvadratmeter.
Nu er der behov for endnu en lagerhal for at få pumper og materiel under tag, men det vil bringe den samlede udvidelse af ejendommen op over 1000 kvadratmeter. Og så store udvidelser er som udgangspunkt uønskede i det åbne land og skal som hovedregel henvises til et erhvervsområde i en byzone.
- Men virksomheden er placeret, så en ekstra bygning ikke kommer til at genere naboer. Såfremt en udvidelse heller ikke kommer til at skabe trafikale problemer, er begge vores kriterier for alligevel at give lov til en udvidelse opfyldt, siger Jens Chr. Golding (S) på vegne af et enigt teknisk udvalg.
Forvaltningens indstilling er ellers et afslag i henhold til retningslinjerne i Helhedsplan 13.
- Det skal forvaltningen jo sige, når udvidelsen kan være lige på kanten. Men vi har også i landkommuner brug for udvikling, og kommunen vil gerne bevare sine virksomheder og hjælpe dem til at vokse, så de ikke bliver nødt til at flytte, uddyber Jens Chr. Golding udvalgets beslutning.
Den skal nu sendes i nabohøring i 14 dage.
Det hele begyndte i 2007, da Søren Steen gik med en ubøjelig trang til at blive herre i eget hus. Derfor kastede han sig med en ballast i form af uddannelsen som brøndborer samt 27 års erfaring fra samme arbejdsplads, blandt andet som afdelingsleder, ud i det, der kunne være smult vande og begyndte som selvstændig med firmaet Nordjysk Grundvandssænkning.
Hjemmet med hobbylandbrug på Nymarksvej øst for Biersted blev indrettet til det nye arbejde med tre medarbejdere.
Nu, to udvidelser senere - og en 3. på vej - tæller medarbejderstaben 19 - herunder hustruen Else Marie, de to sønner Anders og Jens Christian, svigersønnen Christian og svogeren John.
En succes kommer selvfølgelig ikke uden den viden og det hårde arbejde, som hele tiden får telefonen til at ringe med ordrer på baggrund af de tilbud, som ægteparret får sendt afsted, men Søren Steen ynder en mere ydmyg forklaring.
- Jeg har ofte tænkt på at sætte reklamer på bilen, hvor der skal stå, at vi ikke er specielt dygtige, men ufatteligt heldige, smiler han.
Nordjysk Grundvandssænkning nåede lige at få et år med de opgangstider, inden finanskrisen satte ind og betød, at Else Marie og Søren Steen måtte manøvrere i et farligere farvand, men virksomheden slap gennem de ugunstige tider med blot mindre skrammer.
Det har ikke været et mål i sig selv at udvide, det er bare sket stille og roligt, forklarer indehaveren, som derfor har brug for at bygge endnu en ny hal til pumperne, der ikke kan tåle frost og derfor ikke kan stå uden for året rundt.
Alderen på 61 får ham ikke umiddelbart til at tænke på pension og lange vinterferier under sydens sol - dog er der en snert af fremtid i tankerne.
- Jeg kan godt lide at være i skyggen. Sådan at forstå, at sønnerne og svigersønnen måske kan overtage butikken, og så kan Else Marie og jeg gå lidt i baggrunden og arbejde. Det tænker vi lidt på. Men vi kan ikke bare holde os væk. Når det hele er på hjemadressen, så flyder det sammen. Job, fritid, privatliv. Og det gør absolut ikke noget.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.